Julemad 2024 -Sundere juleopskrifter og tilbehør

Lav sund, velsmagende, og varieret julemad med masser af grøntsager og frugt. Læs med og bliv inspireret til at gentænke, hvordan du nemt kan servere sund julemad med den klassiske flæskesteg og de sprøde svær i centrum

Den magre og velsmagende flæskesteg

Julemaden kan sagtens være sund og balanceret, selvom der står flæskesteg på menuen. En flæskesteg skåret af kammen består af et regulært stykke kød, fileten med et fedtlag ovenpå og svær på toppen. Det rå stykke kød indeholder typisk 20 g fedt/ 100 g, men det meste af fedtet sidder mellem kødet og sværen. Når flæskestegen er stegt, vil SÅ meget af fedtet være smeltet fra i varmebehandlingen, at der bare er ca.10 g fedt/ 100 g tilbage.

Fedtfattig flæskesteg uden fedtkant

Du kan også skære fedtkanten af og ende med et stykke kød og en svær, der indeholder ca. 7 g fedt / 100 g. Og så er der ingen ben i at holde julefrokoster og -middage med den gode mad uden at vægten ryger i vejret, når grisen samtidig bliver flankeret af lækre og mættende salater, så du ikke spiser mere end du har behov for.

Husk, at du får det mest velsmagende og saftige kød, når magert kød steges til en kernetemperatur på 62-65 grader. Brug derfor et stegetermometer, når du laver flæskesteg – se her hvordan du laver den perfekte flæskesteg.

Tip: Undgå madspild ved at bruge rester af flæskestegen i sandwich og salater.

Opskrifter på flæskesteg

Her får du masser af god inspiration til julemiddagen med sunde og lækre opskrifter på flæskesteg med grønt tilbehør. Vi har udvalgt fem opskrifter på flæskesteg, der ikke blot er typiske juleopskrifter, men som netop også indgår i vores kategori for sund hverdagsmad. I opskrifterne får du bl.a. tips til, hvordan du laver den perfekte, saftige flæskesteg med sprød svær – både langtidsstegt ved lav temperatur og en hurtigere tilberedning ved højere tilberedningstemperatur. 

P.S. Vi har selvfølgelig også den helt klassiske opskrift på flæskesteg med sprøde svær, rødkål og brunede kartofler.

Det grønne tilbehør gør retter med flæskesteg til sunde måltider

Det er ikke kun flæskestegen og andestegen, du skal have fokus på, hvis du gerne vil lave sund julemad. Grøntsagerne skal med ind på tallerkenen. Der er masser af lækre muligheder for at servere grøntsager, bælgfrugter og frugt til flæskestegen, og netop det er med til at skabe en sund ret - mindre kød og mere grønt. Få inspiration til lækkert tilbehør som råkost, æbleflæsk-salat, kogte grøntsager, knasende salater og couscous i de 13 opskrifter herunder og design din egen menu eller opskrift på sund julemad.

Vidste du at...

 

Når man kombinerer mørkegrønne grøntsager, bælgfrugter og fuldkorn med omkring 15-50 gram kød og fisk i en ret, så er du i stand til at optage mere af det jern og zink der er i grøntsagerne. Det er en super fin synergi, der er imellem planterne og kødet.

 

Læs mere om kødfaktor

Hov, men hvad med desserten?

Det er svært at komme udenom den klassiske risalamande, som jo både indeholder fløde og sukker. Til gengæld består den også af masser af mandler, som indeholder mest af den umættede fedt. Da mandeljagt, mandelgave og risalamande er så indgroet en del af manges juletraditioner, kan man overveje at lade den fortsætte, og så i stedet finde sundere alternativer til slik og de søde sager, man ofte sætter på bordet efterfølgende. Udskåret frugt, mørk chokolade og forskellige nødder er oplagte alternativer til frugtflæsk, vingummier og chips.

Vi håber, du har fået inspiration til at lave lettere og sundere julemad med vores opskrifter her på siden. Velbekomme og rigtig god jul!

Moderne dansk julemad

Har du lyst til at forny julemåneden med moderne og sundere retter? De kan sagtens være ved siden af de klassiske valg. Vi har sammensat et udvalg, hvor du kan håndplukke dine favoritter.

Se opskrifterne