Mager portionssylte

Lækker mager portionssylte med grisekæber, som er velegnet til buffet eller frokostbordet.

Af Sandra Leigh Draznin | Efterår, Vinter | Frokost, Buffet | Gæster, Jul, Weekend, Fest


Mager portionssylte

Tilberedningstid

Ca. 2 timer + ca. 1½ døgn til marinering og afkøling

Det skal du bruge

12 personer til buffet eller frokostbord

750 g afpudsede grisekæber/kæbeklumper 
2 tsk korianderfrø
2 tsk hel sort peber
2 tsk sennepsfrø
1 tsk fennikelfrø
1- 2 spsk groft salt
2 spsk farin eller anden sukker
1 løg
3 nelliker
3 laurbærblade
½ bundt persille
12 muffinform eller 2 forme af ½ l

Tilbehør

Fuldkornsrugbrød
Sennep
Syltede rødbeder

Sådan gør du

Kødet

  1. Bestil grisekæber hos slagteren et par dage i forvejen.
  2. Knus de tørrede krydderier groft i en morter eller kværn – evt. med en kødhammer og bland dem med salt og farin. 
  3. Skær sener og fedthinder af grisekæberne. 
  4. Vend kødet sammen med krydderblandingen.
  5. Læg det i en kraftig plastpose fx en frysepose. Læg det i køleskabet 8-12 timer.
  6. Vend gerne posen et par gange undervejs.
  7. Tag kødet ud af plastposen og skyl det grundigt for salt og krydderier.
  8. Læg kødet i en gryde og hæld koldt vand ved, så det dækker.
  9. Bring det i kog. Fjern evt. skum på overfladen evt. ved at hælde skummet ned i vasken før kød og væske hældes i en si og skylles for urenheder.
  10. Skyl gryden ren eller tag en ren gryde. Læg kødet i den rene gryde og hæld 4 dl vand ved.
  11. Tilsæt løget stukket med nelliker, laurbærblade og persillestilke og lad kødet koge under låg ved svag varme til kødet er helt mørt ca. 1½ time. 
  12. Tag kødet op. Si væsken.
  13. Tilsæt grofthakket persille og lad det koge godt igennem. Der skal bruges ca. 3 dl væske. Tag væsken af kogepladen.
  14. Pluk eller riv kødet i strimler eller stykker og vend dem i kogelagen.
  15. Fordel det i 12 forme – de må gerne være fyldt med en lille top af kød og lidt mindre væske.
  16. Stil dem i et fad.
  17. Læg film over og derpå et spækbræt og evt. noget tungt som pres.
  18. Stil det i køleskabet til næste dag.

Tips

  • Sylten kan også presses i en firkantet form og skæres i skiver ved serveringen. 
  • Sylte kan også laves i endnu mindre forme fx til en buffet. 
  • Sylten kan opbevares i køleskab i nogle dage. 
  • Sylte kan fryses. 
  • Kog evt. små tern af rodfrugter 1-2 minutter i den siede kogelage. Så kan du lave små sylter med kød og rodfrugter.

Energifordeling

Nu hedder det kæbe af hoved fra gris. Før hed udskæringen svinekæbe af hoved fra svin.

 


I hele portionen (ca. 1150 g) - Sylte uden tilbehør: 

Energi: 4055 kJ (966 kcal)

protein: 132 g

kulhydrat: 39 g

kostfibre: 10 g

fedt: 29 g

 


Næringsindhold pr. person, hvis der serveres 1 sylte med ½ stk rugbrød, sennep og syltede rødbeder. (ca. 140 g af retten): 

Energi: 615 kJ (146 kcal)

protein: 13 g

kulhydrat: 15 g

kostfibre: 3 g

fedt: 3 g

 


Energiindhold pr. 100 g:

Energi: 431 kJ (103 kcal)

protein: 9 g

kulhydrat: 11 g

kostfibre: 2 g

fedt: 2 g