Det skal du vide om klimavenlig mad
Vi kan ikke undgå at belaste klimaet, når vi laver mad. Men vi har indflydelse på, hvor stort klimaaftrykket er fra det, vi spiser. Læs med her, og få gode råd om, hvordan du kan gøre din madlavning mere bæredygtigt, og hvordan du laver mad med lavere klimaaftryk.
Når vi kalder noget for klimavenligt, hentyder det til, at det belaster klimaet så lidt som muligt og dermed har et lavt klimaaftryk. Det er udledningen af drivhusgasser, bl.a. CO2, der afgør en fødevares klimaaftryk.
Uanset hvad vi gør, så belaster vi klimaet. Det gælder, når vi producerer fødevarer, når vi transporterer dem, når vi opbevarer dem – både i supermarked og i hjemmet - samt når vi tilbereder fødevarerne.
Der findes ikke en entydig definition af, hvornår en fødevare er klimavenlig. Derfor kan man i princippet ikke kalde fødevarer for klimavenlige. Nogle fødevarer har dog et lavere klimaaftryk end andre.
Klimavenlig madlavning handler derfor i virkeligheden om, at du som forbruger spiser fødevarer, der belaster klimaet så lidt som muligt - og samtidig skærer ned på unødigt forbrug.
7 råd til et lavere klimaaftryk
Det kan være svært at finde ud af at vælge fødevarer med lavere klimaaftryk, men hvis du følger de officielle kostråd (Fødevarestyrelsen), er du godt på vej. De officielle kostråd består af syv kostråd samt et par supplerende tips:
- Spis planterigt, varieret og ikke for meget
- Spis flere grøntsager og frugter, lokalt produceret og i sæson
- Spis mindre kød – vælg bælgfrugter og fisk*
- Spis mad med fuldkorn
- Vælg planteolier og magre mejeriprodukter
- Spis mindre af det søde, salte og fede
- Sluk tørsten i vand
*Hvis du vil spise kød med lavere klimaaftryk, så er grisekød sammen med kylling blandt de kødtyper, der har det laveste klimaaftryk (Kilde: Rådet for sund mad, Vejledning om brug af generiske klimaanprisninger og kostråd til at fremme sundere valg, s. 20-26).
Går du op i dyrevelfærd, kan du nemt finde kød og mejeri med bedre dyrevelfærd i køledisken ved at kigge efter dyrevelfærdsmærkerne.
Flere tips til sundhed og lavere klimaaftryk
Her giver vi dig 8 supplerende tips, hjælper dig til en sundere og mere bæredygtig hverdag:
-
De fleste grøntsager har et lavt klimaaftryk. Du kan bruge en større andel af grøntsager i din madlavning og stadig blive mæt. Gå især efter grøntsager med højt fiberindhold - fx bælgfrugter, kartofler, eller gulerødder - så går du aldrig sulten i seng.
-
Slip bælgfrugterne løs. Bælgfrugter som bønner, linser og kikærter har et lavt klimaaftryk. De har samtidig et højt indhold af protein og fibre og bidrager til mæthedsfølelsen. De kan desuden bruges i mange forskellige opskrifter. Prøv vores opskrifter med bælgfrugter eller find inspiration til bælgfrugt-retter med Smæk på smagen.
-
Lokale fødevarer. Kortest mulig transporttid frem til butikkerne er altid at foretrække, både for klimaaftryk og dyrevelfærd.
-
Spis frugt og grøntsager, som er i sæson. Så får du som regel både friskere og mere smagfulde fødevarer med kortere transporttid. Se hvilket frugt og grønt, der er i sæson (iflg. Dansk Gartneri).
-
Drik vand fra hanen. Det belaster klimaet meget mindre end fremstillede drikkevarer, der er tappet på flasker og transporteret ud i butikkerne.
-
Drik mindre alkohol, og spis mindre slik. Produktionen af søde sager og alkohol har et klimaaftryk, ligesom alle andre fødevarer, men har ikke ernæringsmæssig værdi.
-
Undgå overemballerede varer. Vælg gerne de fødevarer, som benytter mindst mulig emballage eller har en indpakning, der nemt kan genanvendes.
-
Undgå madspild. Madspild er en af de største klimasyndere, og du kan bringe dit personlige klimaaftryk fra fødevarer ned ved at stoppe madspild i dit køkken. Læs vores guide til, hvordan du nedbringer dit eget madspild.
(Kilde: Dansk Gartneri, Fødevarestyrelsen, Landbrug & Fødevarer)
Vidste du at...Følgende fødevarer har et lavt klimaaftryk indenfor sin fødevarekategori:
|