Småtspisende

Der kan være mange årsager til, at appetitten i en periode er mindre end den plejer. Det er hovedsageligt ældre og/eller syge, som i perioder, oplever at appetitten bliver mindre eller helt forsvinder.

I dag har mange et stort fokus på at spise mad med et lavt indhold af fedt, højt indhold af kostfibre samt meget frugt og grønt. Det er godt at spise netop sådan, hvis du er rask og har god appetit.

Det er vigtigt, at du får spist og drukket tilstrækkeligt, selvom appetitten er lille. Det er nemlig nødvendigt, at du får tilstrækkeligt med mad, for at få overskud til et godt liv og minimere risikoen for sygdom. Anbefalingen til dig, der kun kan spise lidt, er næsten det modsatte af, hvad raske mennesker anbefales at spise.

Når appetitten er lille, bør du spise små overkommelige portioner fordelt på mange måltider i løbet af dagen. Faktisk bør op til halvdelen af dagens mad og drikke serveres som mellemmåltider. Et mellemmåltid kan bestå af egentlige retter eller flydende energi- og proteinrige drikke. Den rette konsistens, samt madens smag og udseende er helt afgørende for, om du får spist og drukket nok i løbet af dagen.

Maden bør have et stort indhold af fedt. Smør, olie, margarine, mayonnaise og fede mejeriprodukter er velegnede fødevarer til at øge fedtindholdet. Maden bør også have et stort indhold af protein, og derfor er derfor vigtigt at æg, kød, mælkeprodukter og ost indgår i den mad, der tilberedes og serveres. Det anbefales, at supplere med en multi-vitamin-mineral-tablet dagligt.

Det kan desuden være hensigtsmæssig at følge disse råd, når appetitten er lille. Prøv at lægge mærke til, hvad der påvirker din appetit positivt.

  • Vælg dine livretter

  • Anret maden pænt på tallerkenen

  • Gå en tur i frisk luft eller luft ud inden måltidet

  • Server drikkevarer kolde, gerne med isterninger

  • Hvis du lider af kvalme, kan det være en god idé med syrlige og friske smagsgivere fx lime, ingefær eller friske krydderurter

  • Hav færdigretter i fryseren

  • Lav store portioner som kan fryses ned

  • Spis sammen med andre, hvis det er muligt

Vidste du at .... Småtspisende

Vidste du at .... Småtspisende materialerne er udviklet, så de kan anvendes som et redskab af sundheds- og ernæringsprofessionelle til vejledning af borgere med nedsat kostindtag. Via de angivne opskrifter på arket, er det muligt at genskabe måltiderne i eget hjem.

Læs mere om Vidste du at .... Småtspisende

Opskrifter til småtspisende