Æg har fået en større plads i danskernes måltider
Nye tal viser, at indtaget af æg er steget markant. Særligt voksne spiser flere æg end tidligere, og æg bidrager samtidig med næringsstoffer, som mange danskere mangler – bl.a. vitamin D og selen.
Æg er i fremgang i danskernes kost
Æg fylder mere i danskernes måltider end tidligere. De nyeste DANSDA‑tal (2021-2024) viser, at indtaget er steget på tværs af aldersgrupper – og især unge og voksne trækker udviklingen op.
Hos voksne svarer det gennemsnitlige indtag nu til omkring et halvt æg om dagen eller 3–4 æg om ugen. Det er en stigning på 42 % siden den seneste nationale kostundersøgelse i 2011–2013.
Blandt de 11–17-årige er stigningen endnu større. Her er indtaget steget med 62 %, hvilket tyder på, at æg spiller en større rolle i de yngre aldersgruppers måltider.
Samlet set peger udviklingen på, at æg i stigende grad er blevet en fast del af danskernes kost, både til morgenmad, frokost og i madlavningen. Samtidig bidrager æg med flere vigtige næringsstoffer til kosten.
Hvem spiser mest æg?
Tal fra DANSDA viser, at æg indgår i kosten hos både børn, unge og voksne, men i lidt forskellig mængde:
-
Voksne (18–80 år) spiser flest æg. Deres indtag svarer omtrent til omkring et halvt æg om dagen.
-
Unge (11–17 år) ligger lidt lavere, men æg fylder stadig en tydelig del af deres måltider.
-
Børn (4–10 år) spiser lidt færre æg end de ældre aldersgrupper.
-
Kvinder og mænd spiser næsten lige mange æg, men kvinder ligger en smule højere.
(Tallene er opgjort i forhold til energindtaget i kosten, så man kan sammenligne forskellige aldersgrupper, © DTU Fødevareinstituttet )
Nyere forbrugerdata viser desuden, at især de ældre aldersgrupper ofte spiser æg, gerne dagligt (Landbrug & Fødevarer i samarbejde med Danske Æg: Køb og brug af æg)
Æg som del af en varieret, planterig kost
De officielle Kostråd anbefaler, at æg kan indgå et par gange om ugen i en varieret og planterig kost. Det aktuelle indtag ligger inden for det anbefalede niveau og afspejler, at æg er blevet en fleksibel og efterspurgt råvare: nem at tilberede, mættende og velegnet til både måltider og madpakker.
Et næringsrigt valg - også i små mængder
Æg er en af de mest næringstætte fødevarer i den danske kost, og selv mindre mængder kan bidrage med flere vigtige vitaminer og mineraler:
-
Vitamin D: Mange danskere har utilstrækkelige niveauer af vitamin D, og æg er en af de få naturlige kilder i kosten. I danskernes kost bidrager æg faktisk med hele 29 % af det samlede D-vitamin-indtag hos de 11-17-årige.
-
Selen: Æg indeholder relative høje mængder af selen, og kan være med til at løfte det samlede selenindtag i en dansk kost, hvor niveauet generelt er lavt. Æg bidrager, ifølge DANSDA, med 12 % af det samlede selen-indtag for voksne danskere.
-
Protein: Æg indeholder alle essentielle aminosyrer og har en høj biologisk værdi, der understøtter mæthed, muskelvedligeholdelse og restitution. Æg bidrager i gennemsnit med 5 % af voksne danskeres protein-indtag.
-
Vitamin B12 og folat (B9-vitamin): Særligt relevant blandt personer, der spiser mindre kød eller flere plantebaserede alternativer. Æg bidrager med ca. 8 % af voksne danskeres indtag af både vitamin B12 og folat.
Sammenlagt betyder det, at selv få æg om ugen kan løfte kvaliteten af kosten – særligt på næringsstoffer, hvor mange danskere ligger lavt.
Læs mere
Så meget protein får du ved at spise æg
Der er meget protein i æg, men præcis hvor meget? Vi har taget billeder af 28 gram protein i æg og sammenholdt det med, hvor mange bønner, linser og hvor meget rugbrød, du skal spise for at få den samme mængde.
Sådan tilbereder du æg
Blødkogt, hårdkogt, pocheret, spejlæg, røræg eller omelet. Vi har samlet en guide for, hvordan du tilbereder æg på forskellige måder, så du får et perfekt resultat.
Derfor skal du spise æg
Æg er en lille ernæringsbombe, der indeholder mange af de næringsstoffer, man skal bruge.
Må jeg spise rå æg?
Fødevarestyrelsen fraråder ikke længere danskere at bruge rå æg i madlavningen. Det skyldes blandt andet at danske æg har særstatus.