Derfor skal du spise æg

Æg er en lille ernæringsbombe, der indeholder mange af de næringsstoffer, man skal bruge.

Æg er rige på vitaminer, mineraler og proteiner og udgør samtidig en billig kilde til sund ernæring. Derfor kan raske mennesker med god samvittighed spise æg flere gange om ugen.

Æg betragtes i det hele taget som en lille ernæringsbombe med mange af de næringsstoffer, kroppen har brug for – herunder B12- og D-vitamin samt selen. Derudover indeholder æg en stor mængde protein, som bidrager til muskelopbygning og mæthed.

Æg er desuden en klimaeffektiv proteinkilde. Proteinindholdet i tre æg svarer for eksempel til omkring 100 gram magert kød eller 1,2 kilo grønne bønner.

Ægs høje næringsindhold gør, at æg fungerer  som et godt supplement til en planterig og varieret kost, der lever op til Fødevarestyrelsens officielle kostråd for en sund og klimavenlig livsstil.

Fødevarestyrelsen anbefaler 3 æg om ugen til den generelle befolkning og 7 æg om ugen i en vegetarisk kost, der inkluderer æg og mejeriprodukter. Tal fra DTU Fødevareinstituttet viser, at danskerne i gennemsnit spiser 17 gram æg om dagen. Da et æg uden skal vejer omkring 56 gram, svarer det til, at danskerne får lidt under en tredjedel af et æg dagligt. 

Patienter med hjerte-kar-sygdomme er tidligere blevet rådet til at begrænse deres indtag af æg grundet ægs kolesterolindhold. Men nyere studier konkluderer, at raske såvel som velbehandlede patienter med hjertesygdom og diabetes kan indtage op til 7 æg om ugen.

Læs mere om æg og sundhed på Ernæringsfokus

Fakta

Ifølge rapporten "Æg i kosten og betydningen for sundhed og sygdom" fra DTU Fødevareinstituttet ligger energiindholdet i æg på omtrent 600 kJ pr. 100g. Et idealæg vejer ca. 63 gram med skal og energiindholdet ligger dermed på ca. 330 kJ.

Voksne danskere (15 – 75 år) spiser i gennemsnit 17 gram æg pr. dag (ca. ¼ æg). Det betyder at et æg bidrager med omtrent 1 pct. af det daglige energiindtag hos danskerne.

Fedt fra æg udgør 2 pct. af det samlede daglige indtag af fedt, mens protein fra æg udgør 3 pct af det samlede daglige indtag af protein.

Læs mere - I DTU Fødevareinstituttets rapport

Se også