Linsefrikadeller med bacon og grøn kålsalat

Disse linsefrikadeller med et hint af bacon er en dejlig og mør hverdagsret, der er både mættende og fuld af god smag. En smart måde at få mere grønt ind i kosten. En opskrift der passer godt i De officielle Kostråd og giver dig Kødfaktor.

Af Christian Bøjlund | Vinter, Efterår | Hovedretter, Kødfaktor | Sund hverdagsmad


Tilberedningstid

Ca. 40 minutter

Det skal du bruge

4 personer

Linsefrikadeller
300 g bacon i tern
240 g kogte grønne linser (100 g tørrede, grønne linser og 1½ dl vand)
1 løg, 110 g
2 fed hvidløg
200 g knoldselleri
2 æg
5 spsk fuldkornshvedemel
4 stilke persille
½ tsk salt
Peber
2 spsk olivenolie til stegning

Tilbehør
250 g grønkål
300 g spidskål
4 forårsløg
1 æble

Dressing
½ dl olivenolie
1 citron, ubehandlet
2 tsk sukker eller honning
Salt
Peber

Sådan gør du

Linsefrikadeller

  1. Varm en pande ved god varme og steg bacontern sprøde. Tag dem af panden og lad dem dryppe af på køkkenrulle. Gem baconfedtet
  2. Kog linserne efter anvisning på pakken til de bliver nemme at mose. Mos linserne godt med en gaffel i en stor skål
  3. Pil og hak løg og hvidløg
  4. Skræl selleri og riv den
  5. Bland mosede linser med løg, hvidløg og selleri, æg, fuldkornshvedemel, hakket persille, salt og peber. Rør det godt sammen.
  6. Vend de sprøde bacontern i farsen
  7. Form farsen til ca. 12 små frikadeller
  8. Varm olie (og evt. lidt af baconfedtet) på en pande ved god varme
  9. Steg frikadellerne 5-6 minutter på hver side, til de er gyldne og gennemstegte

Grøn kålsalat

  1. Skyl grønkål grundigt og snit den fint, bedst på foodprocessor
  2. Fjern de yderste blade fra spidskål og snit den fint, bedst på foodprocessor
  3. Rens forårsløg og snit dem fint
  4. Skyl æble, fjern kernehus og skær det i tynde både
  5. Bland det hele i en stor skål
  6. Pres saften af citronen, riv 1 spsk af skallen og bland med olie. Smag til med sukker, salt og peber
  7. Hæld dressingen over salaten og vend rundt
     

Tips

  • Tilsæt friske grønne ærter, når du laver retten om sommeren.
  • Revet kartoffel kan bruges i stedet for selleri.

De 6 T'er

Tilsmagning: Primært salt fra bacon og en dyb umami fra linser og hvidløg sammen med frisk syre fra kålsalaten.
Tekstur: Frikadellerne er møre og let faste, komplementeret af den sprøde bacon. Kålsalaten giver et friskt bid.
Taktilitet: Spises primært med bestik, men frikadellerne er nemme at håndtere.
Temperatur: Serveres varm, hvilket gør den til en trøstende og mættende ret.
Tiltrækning: Visuelt tiltalende med den grønne kålsalat og de gyldenbrune frikadeller med de mørke baconstykker.
Trigeminalt: Ikke Trigeminalt. En mild og behagelig smagsoplevelse.

Læs mere om Kødfaktor her

Energifordeling

Nu hedder det grisebacon. Tidligere hed udskæringen svinebacon.

 

Næringsindhold pr. person  (ca. 480 g af retten): 

Energi: 2493 kJ (594 kcal)

protein:  28 g

kulhydrat: 36 g

kostfibre: 15 g

fedt: 35 g

 

Energiindhold pr. 100 g:

Energi: 520 kJ (124 kcal)

protein: 6 g

kulhydrat: 8 g

kostfibre: 3 g

fedt: 7 g

 

Kødfaktor 15-50 g kød pr. person