Indbagt julemørbrad med kirsebærsmørsauce og grønkålssalat

Her er en usædvanlig måde at bruge kirsebærsaucen og julekrydderierne på, der måtte være til overs fra julen. Vi er inspireret af gamle kogebøger og har udviklet nogle opskrifter, der bringer 1800-tallets retter frem i lyset. Lækker krydret og saftig mørbrad af gris med kirsebærsmørsauce og den lysende grønkålssalat smager friskt og skønt. Den oprindelige opskrift findes under "Sådan gør du".

Vinter | Hovedretter | Jul


Tilberedningstid

Tilberedningstid: 1 time

Det skal du bruge

6 personer

1 stor grisemørbrad, afpudset, ca. 600 g
1 tsk salt, fint
20 g smør

Dej
4 teboller
2 tsk stødt kanel
1 tsk stødte nelliker
2 tsk stødt ingefær
70 g smør, blødt

Sauce
40 g smør
1 glas syltede kirsebær, 350 g
1 lille citron, ubehandlet

Grønkålssalat
300 g grønkål, rå
2 store æbler, 300 g
1 stor citron
1 spsk sukker 

Sådan gør du

1. Skær sølvsenen af mørbraden, hvis den ikke er afpudset.
2. Gnid den med salt og sæt den til side.
3. Smuldr brødet og bland krydderierne i.
4. Ælt med 70 gram blødt smør, så det bliver til en dej.
5. Dup mørbraden tør med køkkenrulle.
6. Brun mørbrad 1 minut på 4 sider i 20 g smør ved middelhøj varme. Det skal syde.
7. Rul dejen ud på et meldrysset bord til en flade, der passer i længden og omkredsen på mørbraden.
8. Tænd ovnen på 200 grader.
9. Pak mørbraden ind i dejen.
10. Stik et stegetermometer ind i midten fra siden af mørbraden.
11. Bag i midten af ovnen i ca. 20 minutter til dejen er gylden og sprød og mørbraden har en kernetemperatur på 62-65 grader.
12. Smelt 40 gram smør i en gryde og lad det brune.
13. Skyl citron, riv skallen og pres derefter saften af den.
14. Tilsæt syltede kirsebær, citron skal og -saft til smørret.
15. Kog saucen igennem, skru ned.
16. Skyl grønkål og fjern evt. ribber.
17. Skyl æbler, fjern kernehuse og skær dem i tynde både.
18. Pres saften af citronen, tilsæt sukker og smag til.
19. Vend grønkål og æbler i dressingen.
20. Server en skive indbagt mørbrad med sauce og grønkålssalat.

 

Den oprindelige opskrift: Indbagt svineskinke

Ingredienser: 12 pund (1 pund er lig med 500 gram) fersk skinke, hvedemel, smør, sukker, salt, syltede kirsebær, 1 citron, stødt kanel, stødte nelliker, stødt ingefær, 4 hvedeknopper (boller/eller skiver franskbrød).

Fremgangsmåde: Man skærer sværen og fedtet af skinken, tager en suppekedel, kommer vand og salt i, lægger skinken deri og lader den koge i 1 time. Man river imidlertid brødet, blander det med noget af krydderierne og ælter det sammen med koldt smør. Når skinken har kogt en time, tages den forsigtigt op og lægges på et fladt fad. Når den er lidt afkølet, smøres den over med smeltet smør, som først er stivnet noget, og da klappes med forsigtighed den sammenæltede dej overalt på stegen; denne smørres atter over med smør og sættes ind i en god, varm ovn. Man tager nu en stegepande, kommer smør og mel deri, bruner det smukt brunt, hælder det over i en jydepande og kommer de syltede kirsebær deri tilligemed citronskaller og citronskiverne samt passende sukker. Stegen lægges på et fladt fad, saucen hældes derover, og da kan den serveres.

Kilde; Sørine Thaarup; Kogebog for By- og Landhuusholdninger. Kjøbenhavn, 1869.

Tips

  • Tebollerne kan erstattes af andre lyse boller. Man kan bruge boller, der er blevet tørre og uinteressante at spise som boller.
  • Tidligere hed udskæringen svinemørbrad. Nu hedder udskæringen mørbrad fra gris eller grisemørbrad. 

Energifordeling

Næringsindhold pr. person (ca. 350 g af retten):
Energi: 2226 kJ (530 kcal)
Protein: 28 g
Kulhydrat: 53 g
Kostfibre: 7 g
Fedt: 22 g

Næringsindhold pr. 100 g:
Energi: 637 kJ (150 kcal)
Protein: 8 g
Kulhydrat: 15 g
Kostfibre: 2 g
Fedt: 6 g