Vin til flæskestegen – stor guide

God rødvin er en vigtig del af at nyde lækker flæskesteg, men hvad skal du vælge? Den salte flæskestegs akkompagnement af surt og sødt, gør det svært at vælge den rette vin til maden, så vi har bedt Politikens vinanmelder Henrik Steen Andersen guide på vej.

Flæskesværene skal selvfølgelig være sprøde, stegen saftig, og ofte bliver flæskesteg serveret med rødkål, der hjemme hos os får både aceto balsamico, rødvin og appelsin - men selvfølgelig også et pænt skud sukker, pointerer Henrik Steen Andersen, vinanmelder for Politiken.

Sukker er der også i de brunede kartofler. Hver har sin måde at lave denne ret på, men grundlæggende er det samme udfordring. Så vi har en ret, der er både syrlig og sød, kraftig og til den fede side, selvom vi naturligvis skal skære synligt fedt fra. Og selv om svinekød generelt faktisk er forbløffende let at sætte vin til, så er vi her i en opgave af de større.

Glem lette, elegante, strenge, slanke, tanninrige vine

Der kan man ikke bare servere den første og bedste rødvin. Der er en række krav, som skal opfyldes af vinen, for at kombinationen kan blive lykkelig. Så glem lette, elegante vine. Glem strenge, slanke, tannin-rige vine.

Find noget med fylde, rundhed og gerne en diskret sødlig smagsoplevelse - uden at der nødvendigvis er restsødme i vinen. Og så skal vinen være kraftig, og for en gangs skyld må man gerne gå efter lidt høj alkohol.

Netop vin med sådan power og fylde vil kunne skære gennem maden og selv vine af høj kvalitet segner ikke under madens pres - netop fordi det er kraft og intensitet, der er i højsædet.

Jeg veksler normalt mellem Amarone og Chateauneuf-du-Pape - begge meget populære vine i Danmark og her kommer de rigtig til deres ret. Amarone - denne norditalienske vin lavet af halvt indtørrede druer - er blevet forbavsende populær. For med sine 14,5 - 16 pct. alkohol og enorme fylde, er det reelt en vin, som kun passer til få retter. Og flæskesteg er en af dem. Netop fylden og alkoholen bakker flot op om den heftige kost og hverken vin eller ret vil tabe pusten.

Flot jer med en Amarone

En Amarone er ikke den billigste, som supermarkedet kan frembringe. Man skal helst op over 200 kr. for at for en rigtig god af slagsen, men mindre kan faktisk gøre det. Man kunne jo også tage Amaronens lillesøster Valpolicella i en af de fyldigere versioner, hvor der er sket en eftergæring på Amarone-kvaset - ofte kaldet ripasso. De bedste kan have fylde nok til at tage flæskestegen.

Går vi til det sydlige Rhône, hvor Chateauneuf-du-Pape kommer fra, starter vi også på den forkerte side af 150 kr. for at vi kan få en "rigtig" pave-vin. Og udvalget er rigtig godt her i Danmark. En god "neuf" har også høj alkohol, stor fylde og ofte også en del tannin, garvesyre. Men den er pakket ind i den fyldige frugt og dominerer derfor ikke. Chateauneuf vil næsten altid have druen, grenache, som vigtigste drue - til tider altdominerende. Både Amaronen og "neuf'en" kan drikkes relativt ung - specielt til den intense flæskemad.

Spar ved at købe fra syd-Rhône

Og vil man spare lidt i disse krisetider, er mulighederne rigtig mange i syd-Rhône. F.eks. er naboen til Chateauneuf-du-Pape, Gigondas, jævnligt ligeværdig med storebroderen. Eller man kan gå til de gode kommuner Vacqueyras, Cairanne, Lirac eller Rasteau.

Eller såmænd bare gå ud og finde de bedste producenter fra de normalt upåagtede appellationer, Côtes du Rhône Villages og Côtes du Ventoux. Her kommer vi langt for under 100 kr. Men netop her skal man prøve sig frem eller konsultere en god vinhandler eller vindisponent i supermarkedet.

Find en oversøisk discountvin

Vil man på rigtig discount, er der ingen vej uden om de oversøiske vine. Ligesom man kan blive træt af den sødmefulde frugtighed, runde bamsestruktur og høje alkohol - lige så meget må det erkendes, at vinstilen passer til traditionel flæskesteg, herunder også et traditionelt julemåltid eksempelvis.

Og her kan man finde en egnet vin for bare 50 kr. Det kan være fra Australien, Chile eller Argentina. Det vil typisk være cabernet sauvignon, syrah, merlot eller malbec - eller blandinger af disse druer. Man får selvfølgelig ikke mere, end man betaler for, og den store kompleksitet skal man ikke vente til de 50 kr. Men det kan være et brugbart valg.

Er man glad for oversøiske vine, kan man naturligvis også her opgradere sit valg og tage en bedre og dyrere vin.

Se også