Mørbradbøffer med bløde løg

Mormormad, når det er bedst. En klassiker, der aldrig går af mode. De stegte mørbradbøffer smager fantastisk med bløde løg og brun sauce. Du kommer til at vække begejstring med denne livret.

Mørbradbøffer med bløde løg

Af Anne Skovgaard-Petersen

Det skal du bruge

3-4 personer

1 afpudset svinemørbrad, ca. 500 g
salt og peber
2-3 løg
30 g smør

1 dl bouillon
1½ dl fløde, 18%
saucejævner
evt. kulør


Tilbehør

¾-1 kg aspargeskartofler
9-12 salatblade

Ca. 30 minutter


Sådan gør du

Fjern sølvsenen, hvis den ikke er fjernet. Skær mørbraden i bøffer 3 cm tykke. Stil hvert stykke på højkant og bank dem evt. let med en kødhammer. Dup bøfferne tørre med køkkenrulle og krydr med salt og peber.
Skær løgene i tynde skiver. Varm halvdelen af smørret på en pande og steg løgene lysebrune. Tilsæt 2 spsk vand og ½ tsk salt, og lad løgene stege, til vandet er opsuget. Tag løgene af panden og hold dem varme under stanniol.
Varm resten af smørret gyldent på panden. Brun bøfferne 1 minut på hver side. Skru ned til middel varme og steg bøfferne 3-4 minutter på hver side, til de er netop gennemstegte. Tag bøfferne af panden og hold dem varme under stanniol.
Hæld bouillon og fløde på panden. Varm det igennem og jævn med saucejævner. Smag saucen til med salt og peber. Tilsæt evt. kulør.

Kog kartofler.

Tips


energifordeling

Energifordeling og -indhold pr. person
Protein 28%
Kulhydrat 41%
Fedt 31%
2320 kJ - 555 kcal


 

Sund hverdagsmad