Det du skal vide om gluten

Når der står ’glutenfri’ på et produkt, er det så et signal om, at varen er sundere at spise – selv hvis du ikke lider af sygdommen cøliaki? Det giver tre kosteksperter deres bud på.

Holdningerne til gluten og glutenfri mad er delte i befolkningen. Det er de også hos de mennesker, der til daglig rådgiver danskere om sund kost og ernæring. Vi har stillet samme spørgsmål til tre af de eksperter, du ofte vil møde i debatten om gluten.

Per Brændgaard, cand.scient. i human ernæring

"Der er ingen beviser for at gluten er usundt."

Skal vi passe på med at spise gluten?

Per Brændgaard, cand.scient. i human ernæring og forfatter til flere bøger om sund kost, herunder ’Slank på ét sekund’ fra 2015, mener, at glutenfrit er blevet det nye, der er sundt. Før skulle alt eksempelvis være fedtfrit. Men der er ingen evidens for, at gluten er usundt, medmindre du ikke kan tåle det. Det er bare et protein. "Du kan sammenligne det med peanuts, der heller ikke er gode at spise, hvis du ikke kan tåle dem, ellers er det en super sund madvare. Det afhænger af, hvad man kan tåle."

Hvis du har forskellige fordøjelsesproblemer som oppustethed, diarré, og forstoppelse, kan gluten være en af mange faktorer, du kan kigge nærmere på. Men gå ind i det med et åbent sind, og vær opmærksom på, at dine symptomer også kan skyldes alt muligt andet - for eksempel kaffe, stress, eller grøntsager, du har svært ved at fordøje.

Det er sådan med kost, at der er nogle mennesker, der har lettere ved at fordøje visse ting end andre, og hvis du muligvis er en af dem, der har en nedsat glutentolerance, så kan du få mavetarmproblemer.

I øjeblikket kører der meget hype om gluten, og alle tror, det er gluten, de ikke kan tåle. Prøv glutenfri kost, hvis du har lyst, men tjek, om du virkelig får det bedre i din mave af at undgå gluten - ellers lad være. 

Mange glutenfri produkter har et lavt indhold af fuldkorn, og stirrer man sig blind på at undgå gluten, fjerner man samtidig mange gode fibre fra kosten.

Havregryn, der ellers har et lavt indhold af gluten, kommer i glutenfri varianter, så det giver mening, hvis man har cøliaki, men ellers er glutenfri havregryn ikke sundere end andre, de er bare dyrere. 

Anette Harbech Olesen, forfatter og madskribent

"Vær opmærksom på gluten."

Annette Harbeck Olesen har udgivet flere bøger om sund madlavning, herunder 'Den glutenfri kogebog' fra 2013. Hun skriver: "Ja, efter min mening kan det betale sig at være opmærksom på mængden af gluten, vi indtager i løbet af en dag. Indtaget af glutenholdige fødevarer som brød, pasta og anden fast food er nemlig steget kraftigt i de seneste år. Samtidig er glutenindholdet, særligt i hvede, øget.

Der kan være god grund til at have et større fokus på mængderne af gluten, folk indtager. Det skyldes, at gluten faktisk kan lave ravage i såvel fordøjelse som immunforsvar også hos mennesker, der ikke lider af cøliaki. 

Gluten kan i store mængder være vanskeligt fordøjeligt og kan afføde fordøjelsesmæssigt ubehag, irritabel tarm og oppustethed. Hos mennesker, der ikke fordøjer gluten effektivt, kan glutenmolekylerne, når de kommer ind i tarmen, få immunforsvarets celler til at reagere uhensigtsmæssigt. 

Jeg mener ikke, at vi alle sammen skal til at leve glutenfrit, men det ville være en god idé at ofre området større opmærksomhed. Det er min overbevisning og erfaring, at mange vil kunne få en bedre fordøjelse, hvis de spiser mindre gluten i løbet af dagen. 

Det er på ingen måde usundt eller farligt at leve glutenfrit, men jeg er nødt til at sige, at fordi et produkt bærer betegnelsen "glutenfri", så er det ikke ensbetydende med, at det er sundt. Alt for mange glutenfri produkter er af alt for ringe kvalitet. Det kan derfor betale sig at bage sit eget brød af gode råvarer eller at købe glutenfrit brød af høj kvalitet, bagt af økologiske kvalitetsråvarer.

Udfordringen kan ligge i at få tilstrækkeligt med fuldkorn, når du spiser glutenfrit, men her kan glutenfri havregryn og hele frø og kerner optræde som fuldkorn for de mange, der ikke spiser gluten."

Mette Borre, selvstændig klinisk diætisk

"Glutenreaktion skyldes nok sammenblanding med hvede."

Mette Borre er selvstændig klinisk diætist, specialist i Low FODMAP diet og irritabel tarm og er derudover ansat på Aarhus Universitetshospital på en afdeling med speciale i sygdomme i mavetarmkanalen.

Borre siger følgende: "Når folk reagerer på glutenholdige fødevarer, tror jeg, det skyldes sammenblandingen med hvede, da der som regel er et højt gluten- og stivelsesindhold i hvedeprodukter og ofte få fibre, og jeg tror, der er noget om snakken om, at man ikke skal spise store mængder hvede og lyst brød. 

Men det er her, den egentlige fare ligger. Hvede og lyst brød får vores insulin til at ryge i vejret, vi får ingen fibre og en ændret tarmflora, som igen kan føre til forstoppelse, dårlig tarmfora, dårlig fordøjelse og overvægt. 

Jeg synes, det er farligt at postulere, at gluten i sig selv skulle give anledning til problemer hos ikke-cøliakere. Den idé er accelereret og er næsten ikke til at stoppe. Den manglende variation i folks ernæring, hvis de begynder at leve glutenfrit, bekymrer mig – vi kender ikke langtidskonsekvenserne. 

Når det er sagt, så kan der være 50.000 mennesker, der lider af cøliaki, som er en autoimmun reaktion i tyndtarmen, uden at ane det. Der er det efter min mening, en rigtig dårlig idé blot at gå på glutenfri diæt. Hvis man tror, at man trives dårligt på hvede og gluten, skal man få det undersøgt i stedet for.

Det er meget lidt nuanceret at sige, at det er sundere at spise en glutenfri diæt. Når folk siger, de får det bedre, kan det være fordi, de fokuserer mere på kosten generelt og derfor spiser sundere."