Lav lækker mad med æbler

Danske æbler har en unik kombination af sødme og syrlighed og er velegnede til næsten alt, lyder det fra to eksperter. Få tips til lækre retter med voresmad.dk.

Lav lækker mad med æbler

Discovery-æbler til september, Rød Aroma i november og Rød Jonagold til Februar.

Æblesæsonen hedder sig at løbe fra august – april, og der er utallige muligheder for at lave mad med sæsonrigtige æbler fordelt ud over året.

”Vi har nogle klimaforhold med kolde nætter og svingende temperaturer, som gør at æblerne udvikler den her specielle, nuancerede smag sammenlignet med udenlandske æbler. Derfor er danske æbler sprøde, søde og syrlige på samme tid - og med forskellige karakteristika alt efter, hvilke sorter man vælger,” siger en repræsentant for Dansk Gartneri.

”De fleste kender Belle de Boskoop, som er rigtige madæbler fyldt med aromatisk smag, hvorimod eksempelvis Elstar-æbler giver en mere sød og samtidig syrlig smag som eksempelvis er velegnet til at give det sprøde islæt i salater.”

Madskribent: Danske æbler smager bedre

Lone Kjær er madskribent og har ofte skrevet om gode tips til at bruge æbler i madlavningen. Hun står ligefrem med æblesaft udover hænderne efter at have forladt en æblepresser, da voresmad.dk fanger hende.

”Når først man har sat tænderne i et danske æble, er der ingen tvivl: Det er bare mere velsmagende end mange udenlandske,” siger Lone Kjær.

Utallige muligheder med danske æbler

Hendes oplevelse er ikke at danske børnefamilier har svært ved at få æbler nok ind i madretterne til daglig. Netop fordi det er nemt at putte æbler i al slags mad. Kun fantasien sætter grænsen.

”Jeg laver aldrig Boller i Karry uden at putte æbler i farsen eller selve sovsen. Det giver det syrlige, som går godt med en sovs. Derudover er æbler oplagte at komme i brøddej, fordi det giver god saftighed til dejen. Og så putter jeg altid æbler ved kål. En kålsalat ryger bare nemmere ned, når der er frugt i,” siger Lone Kjær inden hun kommer på endnu en mulighed:

”Det er også en god idé at tørre æblerne og bruge dem som topping til eksempelvis havregrød, müsli eller lignende. Det kan også være en god idé at involvere børnene i, men det kræver selvfølgelig, at forældrene giver sig tid, så børnene synes, det er sjovt at lave en eller anden søndag.”

LÆS OGSÅ Fire nemme råd til at spise mere grønt

Få overblik over, hvilke æbler der er gode hvornår og til hvad:

Sommeræbler – august, september og lidt af oktober

Discovery
Middelstort spiseæble med lysende rød dækfarve. Sødt, let aromatisk frugtkød. Smager fantastisk og er perfekt til desserter og salater.

Guldborg
Lille, grønt spiseæble med røde striber. Gammel dansk sort, der dufter af mormors have. Syrligt og stærkt aromatisk, god til salater. Spises helt friske.

Sunrise
Lille gyldent spiseæble med rød kind. Meget sødt og aromatisk. God til desserter. Spises helt friske.

Rød Gråsten
Middelstort rødt spiseæble med grønne farvetoner. Sprødt og saftigt med syrlig-sødaroma. Skøn i desserter og bagværk. Gråsten er Danmarks nationalæble.

Efterårsæbler – oktober, november og december

Rød Aroma
Middelstort sensommeræble med en stærk aromatisk smag – forældresorterne er de gamle sorter Filippa og Ingrid Marie. Det sprøde æble er lige til at spise og god som madæble i salater og desserter.

Gala Must
Middelstort rødt spiseæble med gule farvetoner. Meget saftigt og sødt, mange børns favorit.

Elstar
Mellemstort rødgult spiseæble. Fast og saftigt med fin syrlig-sød smag og aroma –forældresorterne er Golden Delicious og Ingrid Marie. Et af de bedste spiseæbler, men også god til madlavning.

Rød Ingrid Marie
Mellemstort, mørkerødt spiseæble. Fast og saftigt med frisk syrlig-sød smag. Dejligt at spise, og god i madlavning og til bagværk.

Cox Orange
Mellemstort rød-grønt spiseæble. Fast halvtørt, sødligt frugtkød med kraftig aroma. Fortrinligt til bagværk, madlavning, salater og desserter.

Holsteiner Cox
Mellemstort, spættet rødgult spiseæble. Fast, saftigt, lidt syrligt med god aroma, der minder om Cox Orange.

Rubens
Mellemstort spiseæble med lyserød kind. Et fast, saftigt og sødt æble med bid i. Forældresorterne er Gala og Elstar.

Belle de Boskoop (klassisk madæble)
Mellemstort rød-grønt madæble. Fuld af syrlig, aromatisk smag, der har gjort æblet til en klassiker i salater, bagværk og mad.

Pigeon
Lille, lysende rødt spiseæble. Fast, lidt tørt, hvidt frugtkød. Karakteristisk syrlig-sød smag med toner af nødder. Skønt at spise og eminent i salater, til lynstegning eller desserter. Populær til dekoration.

Vinteræbler – januar, februar, marts og april

Rød Jonagold
Mellemstort rødgult spiseæble. Pragtfuld, syrlig-sød og krydret smag. Dejligt at sætte tænderne i, men også god til madlavning. Der findes også andre, fx Jonagored, Rubinstar, Marnica, Jomured og mange flere.

Kilde: sæson