Wraps med kylling og avocadocreme

Opskrift på saftige tortilla-wraps med kylling, der er suveræne i madpakken, til picnic og skovtur. Fyldt med kylling og avocado, som de fleste kan lide. Kyllingewraps er også et hit til sammenskudsgilde, klassefest og på buffeter.

Wraps med kylling og avocadocreme

Af Vibeke Lehn

Det skal du bruge

2 personer til frokost, picnic eller middag

Kyllingeinderfiletter eller kyllingebrystfiletter 250 -300 g afhængig af pakkestørrelse
1 lime eller citron
Salt og peber
1-2 tsk olie
1 lille frisk rød chili eller lidt chilipulver
1 velmoden avocado
4 spsk græsk yoghurt 0,1% eller anden mager, fast yoghurt
8-12 tynde, grønne asparges, ca. 100 g
½ rød peberfrugt
1 hjertesalat eller anden salat
4 tortilla wraps – medium size – gerne fuldkornswraps

Tilbehør

250 g tomater

Ca. 25 minutter


Sådan gør du

1. Dup kødet tørt med køkkenrulle. Skær inderfilet igennem på langs eller skær bryst i ½- 3/4 cm tykke strimler.

2. Vend kyllingestrimlerne i reven skal og saft af lime samt salt og peber.

3. Varm olien på en pande ved god varme. Kom kødet på panden og brun det på alle sider. Skru ned til middel varme og steg til kødet er gennemstegt. Samlet stegetid 8-10 minutter. Tag kødet af panden og lad det afkøle en smule.

4. Skær chilien igennem på langs og fjern kernerne. Hak chilien fint. Mos avocadokødet groft med en gaffel, rør det med yoghurt og chili. Smag det til med salt og peber.

5. Knæk den nederste, træede del af aspargesene. Skær dem evt. igennem på langs. Giv dem et opkog i nogle få minutter, de må gerne have bid.

6. Lun tortillaerne som angivet på emballagen. Smør avocadocreme på tortillaerne. Læg salat, aspargesene og strimlet peberfrugt på før kyllingekødet fordeles øverst og tortillaerne rulles fast sammen.

7. Skær evt. tomaterne i mindre stykker.

 

 

 

 

Tips

  • I frisk chili sidder det meste af styrken i mellemvægge og frø. Vil du have en mild chilismag, så brug kun selve frugtkødet.
  • Andre grøntsager som fx peberfrugt, sukkerærter/sugar snap, minimajs m.fl. kan bruges i stedet for asparges. Grøntsagerne skal blot snittes fint, så de er nemme og rulle med wrapsene.
  • Hvis de grønne asparges er meget friske, kan de bruges rå.
  • Wraps er meget egnet til madpakke eller picnic.

energifordeling

Energifordeling og -indhold pr. person
Protein 26%
Kulhydrat 44%
Fedt 30%
2445 kJ - 580 kcal

Ca. 275 g frugt og grønt pr. person.

6 om dagen logo

Sund hverdagsmad