Vietnamesisk nudelsuppe

Suppen er som i Vietnam fyldt med skønne kødstrimler, risnudler og sprøde grøntsager. Mættende og god. Der er en perfekt balance mellem det sure og søde, og styrken kan justeres med chili.

Vietnamesisk nudelsuppe

Hanne Holm

Af Hanne Holm

Det skal du bruge

2 personer

300 g skinkeschnitzler, svinekoteletter, kalveschnitzel, kyllingebryst eller -inderfilet
¼ tsk salt
100 g mellemtykke risnudler eller ægnudler

2 spsk olie
2 tsk karrypulver eller ½ tsk tørret, knust chili
Et stykke ingefær, 1 spsk
1 løg
8-9 dl bouillon
2 bundter forårsløg
150 g bønnespirer
150 g sukkerærter
2 lime, 3-4 spsk limesaft eller riseddike
2-3 spsk fiskesovs eller sojasauce
Peber
Evt. purløg

Tilbehør

2 spsk sojasauce
2 spsk sød chilisovs

Ca. 30 minutter


Sådan gør du

Skær kødet i strimler på ½ x ½ x ca. 5 cm. Dup kødet tørt med køkkenrulle, krydr med salt og stil det i køleskabet.
Tilbered risnudler efter anvisning på pakken. Skyl nudlerne under den kolde hane, lad dem dryppe af i en si og stil dem til side.

Rens og skær løg i tern eller både. Skrab skindet af ingefær fx med en teske og finhak 1 spsk.
Opvarm olien i en gryde og steg løg, ingefær og karrypulver i et øjeblik før bouillonen fx en terning og vand tilsættes. Skru ned til svag varme, når det koger, læg låg på og lad suppen koge i 5-6 minutter.

Imens suppen koger: Rens forårsløgene og skær dem i tynde skrå skiver. Skyl bønnespirer og sukkerærter.

Kog suppen og tilsæt kødet og lad det koge 1-2 minutter. Lad suppen nå kogepunktet og tilsæt forårsløg, bønnespirer og sukkerærter og lad det koge et par minutter. Smag suppen til med 3-4 spsk limesaft, fiskesovs og peber.
Bland nudlerne i suppen.

Drys med skyllet og klippet purløg på portionen ved servering.

Tips

  • Hvis du har lavet suppe til to dage så stil straks den portion, som skal gemmes, i køleskabet. 

energifordeling

Energifordeling og –indhold pr. person
Protein 30%
Kulhydrat 41%
Fedt 29%
2445 kJ - 580 kcal
Sund hverdagsmad