Tournedos med pommes fondant og festligt nytårstilbehør

En overdådig festret til årets sidste dag. Glæd dig selv og dine gæster med denne flotte anretning kreeret af kokken Thomas Castberg. I centrum er de skønne tournedos af oksefilet eller mørbrad. De får følgeskab af sellericreme, kirsebærglace og rugbrødssalsa.

Tournedos med pommes fondant og festligt nytårstilbehør

Thomas Castberg

Af Thomas Castberg

Det skal du bruge

4 personer

4 tournedos a 150 g af filet eller mørbrad
2 tsk olie
Salt og peber

30 g tørrede skovsvampe
6 bagekartofler
8 tynde skiver spegeskinke

Sellericreme
½ knoldselleri, ca. 400 g
3 dl piskefløde
2 dl sød- eller letmælk
1 dl hvedeøl

Kirsebærglace
2 dl kirsebær- eller hindbærreddike
130 g perleløg, gerne frosne
1 spsk sukker
3 enebær
100 g kirsebær eller små, blå vindruer
40 g smør

Rugbrødssalsa
2 skiver rugbrød
2 spsk smør
½ bundt bredbladet persille
4 skalotteløg
2 tsk æbleedddike eller anden frugteddike
1 tsk sirup eller akacie honning

Ca. 1½ time


Sådan gør du

Tournedos er høje runde bøffer, få evt. slagteren til at skære dem for dig.

Dup kødet tørt med køkkenrulle, krydr med salt og peber.

Varm olien på en pande ved kraftig varme. Læg bøfferne på, når olien er varm nok. Brun dem på alle sider og sæt dem til side på køl i et ovnfast fad.

Tænd ovnen på 150 grader.

Læg de tørrede svampe i en skål med vand.

Skær 6 sider af bagekartoflerne, så man får en firkant, det er nemmere end at skrælle den. Læg dem i en skål med vand.

Læg skinkeskiverne på bagepapir. Sæt dem i ovnen og lad dem blive helt sprøde, det tager 12-15 minutter.

Skær selleri i grove stykker. Varm fløde og mælk i en gryde ved middel varme. Kom selleri og salt i, og kog ved svag varme til sellerien er helt kogt ud! Det tager 15-20 minutter. Blend sellericremen til den er helt glat. Tilsæt evt. vand, det skal blive en skummende sauce. Sæt den til side.

Varm eddike, perleløg, enebær, sukker og lidt salt i en gryde. Kog ved god varme til løgene er helt bløde. Tilsæt kirsebær og kog uden låg til væsken bliver lidt tyk. Pisk smør i og smag til med salt og sukker. Stil den til side.

Varm olien på en pande ved god varme. Kom kartoflerne på, når olien er varm nok. Steg dem gyldne på alle sider. Læg dem i fadet ved siden af bøfferne.

Sæt fadet i ovnen 18-20 minutter til bøfferne er rosa indeni, og kartoflerne er bløde.

Skær rugbrød i små tern. Varm halvdelen af smørret på en pande ved middel varme, og rist rugbrødsternene til de er sprøde, det tager 4-5 minutter.

Hak persille og skalotteløg fint.

Varm den anden halvdel af smørret på en anden pande ved kraftig varme. Hæld vandet fra svampene og rist dem sprøde på panden.

Bland rugbrød, svampe, persille og skalotteløg. Tilsæt æbleeddike og sirup, rør rundt og smag til med salt og peber.

Varm sellericremen op over middel varme. Pisk kraftigt eller blend med en stavblender. Tilsæt hvedeøl og smag til med salt og peber.

energifordeling

Gæster