Thaisandwich

Thaisandwich

Af Betina Repstock | Hovedretter | Hverdag, Weekend, Sund hverdagsmad, Grill


Thaisandwich

Tilberedningstid

Ca. 40 minutter

Det skal du bruge

2 personer

400 g ribbensteg, uden svær og ben
1 spsk soya
½ spsk fiskesauce
½ spsk rød karry
2 spsk tomatpuré
2 spsk sød chillisauce

½ bundt forårsløg
½ agurk
½ iceberg
1 bundt koriander eller thaibasilikum

2 spsk chilisauce

Tilbehør

2 lyse flutes, ca. 150 g

Sådan gør du

Tænd op i grillen.

Skær stegen i ½ cm tykke skiver og dup skiverne tørre med køkkenrulle.

Rør soya, fiskesauce, rød karry, tomatpuré og chillisauce sammen til en thai-bbq.

Pensl kødet med thai-bbq’en og grill ved middel varme, 2 minutter på hver side. Løft risten eller skru ned for gassen, så varmen bliver svagere og grill skiverne til de er gyldne og sprøde, det tager cirka 30 minutter. Vend dem jævnligt undervejs.

Skyl og skær forårsløg og agurk i lange strimler. Skyl og snit salat. Skyl koriander og ryst vandet af.

Grill forårsløg to minutter.

Lun flutes og flæk dem. Smør med halvdelen af chilisaucen og fyld med kød og grønt. Servér den anden halvdel chilisauce som dip.

Tips

  • Er du til stærk mad, kan du tilsætte mere rød karry eller chili.
  • I stedet for at grille kødet kan du anvende ovn; Læg skiverne på risten i en bradepande og sæt den øverst i en kold ovn. Tænd ovnen på 225 grader til skiverne er gyldne og sprøde. Vend dem og steg til de er gyldne og sprøde på den anden side, det tager ca. 40 minutter. Læg skiverne på køkkenrulle ca. 1 minut.
  • Du kan også købe svinebryst i skiver – hvis de er op til 1 cm tykke, skal de have ligeså lang tid på grillen som skiverne på ½ cm.
  • Hvis du er glad for svær, kan du købe en ribbenssteg med svær. Skær sværen fra og tilbered dem separat; Skær sværen i skiver og giv dem et opkog i letsaltet vand. Hæld dem i en si og skyl dem med koldt vand. Lad dem dryppe af. Bland sværene med salt og læg dem i et ovnfast fad eller en bradepande. Steg dem ved 225 grader i cirka 20 minutter. Vend dem undervejs. Hvis de ikke er helt sprøde, kan du skrue op til 240 grader til sidst. Lad sværene dryppe af i en si eller på køkkenrulle.

Opskriften er fra SMÆK PÅ SMAGEN. Se mere på smækpåsmagen.dk.

Energifordeling

Energifordeling og -indhold pr. person
(Sund hverdagsmad)
Protein 33%
Kulhydrat 44%
Fedt 23%
2455 kJ – 587 kcal

Hvis thaisandwich serveres med svær
Energifordeling og -indhold pr. person
Protein 32%
Kulhydrat 38%
Fedt 30%
2810 kJ – 672 kcal