Thailandske medaljoner med karry og kokosmælk

Delikat og spændende ret med et asiatisk twist.

Af Sandra Leigh Draznin | Hele året | Hovedretter | Hverdag, Weekend, Sund hverdagsmad


Thailandske medaljoner med karry og kokosmælk

Tilberedningstid

Ca. 30 minutter

Det skal du bruge

2 personer

2 medaljoner af filet fra gris, 2½ cm tykke, à ca. 100g 
2 tsk olie, fx rapsolie  

Karrysauce
1 tsk olie. fx rapsolie
1 spsk thailandsk gul karrypasta
2 dl kokosmælk, 6-8% fedt
1-2 spsk fishsauce eller sojasauce
1 spsk sukker

Stegte grøntsager
1 lille gul squash
1 lille grøn squash
1 rød peberfrugt
1 fed hvidløg
1 tsk frisk ingefær
1 tsk olie, fx rapsolie

Pynt
Frisk basilikum eller persille

 

Tilbehør

2 dl fuldkornsris, evt. pyntet med sesam og forårsløg.

 

Sådan gør du

Tilbehør

  1. Kog fuldkornsrisene.

Karrysauce

  1. Til karrysaucen varmes olien i en wok eller på en pande.
  2. Svits karrypastaen i olien.
  3. Tilsæt kokosmælk og lad det koge igennem.
  4. Smag til med fishsauce, sukker og evt. salt.

Stegte grøntsager

  1. Skær squashene i tynde strimler med en kartoffelskræller.
  2. Skær peberfrugten i strimler.
  3. Svits finthakket hvidløg og ingefær på en pande med olie og tilsæt peberfrugt.
  4. Steg 5 minutter.
  5. Vend squashene i, steg videre under omrøring i ca. 2 minutter og smag til med salt og peber.

Kødet

  1. Dup medaljonerne tørre med køkkenrulle.
  2. Krydr med salt og peber.
  3. Varm olien på en pande ved god varme.
  4. Brun kødet 1 minut på hver side.
  5. Skru ned til middel varme og lad medaljonerne stege færdige ca. 2 minutter på hver side.

Pynt

  1. Frisk basilikum eller persille.

 

Tips

  • Minutkoteletter eller schnitzler af inderlår kan bruges i stedet for medaljoner.
  • Medaljonerne kan steges lidt kortere tid, hvis de ønskes svagt rosa indeni.
  • Resten af kokosmælken kan gemmes i køleskab i et par dage eller den kan fryses ned til senere brug.
  • Husk at ryste dåsen med kokosmælk godt før den åbnes, så kokosmælken bliver ensartet.
  • Thailandsk gul karrypasta fås i supermarkeder og asiatiske butikker.
  • Hvis der bruges kokosmælk 18-20% fedt er energiindholdet 2930 kJ - 700 kcal og fedtenergiprocenten er 34.
  • Nu hedder det medaljon af filet fra gris. Tidligere hed udskæringen medaljon af svinefilet fra svin.
  • Nu hedder det schnitzel fra gris. Tidligere hed udskæringen skinkeschnitzel fra svin.
  • Nu hedder det minutkotelet fra gris. Tidligere hed udskæringen svinekotelet fra svin.


Energifordeling

Næringsindhold pr. person (ca. 1100 g af retten):
Energi: 3555 kJ (846 kcal)
Protein: 39 g
Kulhydrat: 88 g
Kostfibre: 9 g
Fedt: 37 g

Energiindhold pr. 100 g:
Energi: 323 kJ (77 kcal)
Protein: 4 g
Kulhydrat: 8 g
Kostfibre: 1 g
Fedt: 3 g