Thai karry med grisekød

Thai karry med grisekød

Af Carsten Kyster | Hele året | Hovedretter | Hverdag, Weekend, Sund hverdagsmad


Thai karry med svinekød

Tilberedningstid

ca. 45 minutter

Det skal du bruge

4 personer

400 g nakkefilet, nakkekoteletter eller grisemørbrad
2 dåser kokosmælk, 18-20% fedt, ca. 8 dl
10 limeblade
½-1 spsk grøn karrypasta
3-4 spsk fishsauce
1-2 spsk palmesukker eller rørsukker
20 ærte-auberginer
6 æbleauberginer
20-30 blade af sød thaibasilikum

Pynt
Evt. rød chili i skrå skiver, grønne chili og blade af thaibasilikum

Tilbehør

3-4 dl jasminris

Sådan gør du

Skær kødet i ens tern på ca. 2 x 2 x 2 cm.
Dup kødet tørt med køkkenrulle.

Kog risene.

Skum ca. 3 dl tyktflydende creme øverst af kokosmælken - dvs. den skal ikke rystes før brug. Kom de 3 dl creme i en gryde eller sauterpande. Lad det koge under omrøring til meget af væsken er fordampet, og fedtet skiller. Riv stænglen af limebladene, rul dem som cigarer og skær dem i meget tynde strimler. Kom karrypasta, kødet og limeblade i gryden og lad det koge ved svag varme i ca. 10 minutter. Tilsæt resten af kokosmælken, fishsauce, sukker og ærte-auberginer og lad det koge i 5 minutter. Tilsæt æble-auberginer skåret i kvarte og lad det koge yderligere 5 minutter før det smages til. Vend snittet thaibasilikum i.

Tips

  • Limeblade kan købes frosne i specialforretninger. Hvis der bruges tørrede limeblade skal de knuses i små stykker.
  • Ærte- og æble-auberginer og sød thaibasilikum kan købes i specialforretninger.

Energifordeling

Nu hedder det nakkefilet, hel af nakke fra gris. Før hed udskæringen nakkefilet, hel af nakke fra svin.

Nu hedder det nakkekotelet af nakke fra gris.  Før hed udskæringen nakkekotelet af nakke fra svin.

Nu hedder det mørbrad afpudset af mørbrad fra gris. Før hed udskæringen svinemørbrad afpudset af svinemørbrad fra svin.

 


Næringsindhold pr. person  (ca. 740 g af retten): 

Energi: 3383 kJ (806 kcal)

protein: 26 g

kulhydrat: 67 g

kostfibre: 2 g

fedt: 48 g

 


Energiindhold pr. 100 g:

Energi: 456 kJ (109 kcal)

protein: 4 g

kulhydrat: 9 g

kostfibre: 0 g

fedt: 7 g