Tilberedningstid
Ca. 30 minutter
Det skal du bruge
4 personer som forret
1 andebryst, ca. 265 g
12 lychees frugter fra dåse eller friske lychees
6 forårsløg
¼ bundt sød thai basilikum
¼ bundt koriander
Dressing
1 dl kokosmælk, 18% fedt
1½ spsk thai chili pasta, mild
4 spsk fiskesauce
1 lime
Sådan gør du
- Skær skindet af andebrystet. Brug fingrene til at løsne skind fra bryst og skær med en lille skarp kniv. Skær skindet i ca. ½ cm brede strimler.
- Dup kødet tørt med køkkenrulle og krydr med salt og peber.
- Varm en pande op ved god varme. Læg skindet på panden, så der smelter fedt fra. Lad skindet stege videre i siden af panden. Brun kødet midt på panden i 1 minut på hver side ved god varme. Skru ned til middel varme og steg kødet 6 minutter på hver side.
- Tag kødet af panden. Læg evt. stanniol over, hvis kødet ønskes meget svagt rosa/gennemstegt.
- Skru op for temperaturen på panden og steg skindet sprødt og gyldent. Læg det på køkkenrulle før servering.
- Hæld lychees i en si til afdrypning, og hvis de er friske fjernes skal og sten. Del lychees i mindre mundrette stykker.
- Snit forårsløg i skrå skiver og læg dem i koldt vand. Pluk bladene af thaibasilikum og koriander.
- Smag kokosmælk til med chili pasta, fiskesauce og 1-2 spsk limesaft. Smag til med fiskesauce.
- Skær andebrystet i tynde skiver gerne på langs og vend det sammen med forårsløg, lychees, sød basilikum og koriander.
- Fordel det i 4 portionsskåle, drys med sprødt skind og server dressingen til.
Tips
- Andebryst er mest saftigt, hvis det steges rosa. Hele kødstykker er sterile i midten, så det er vigtigt at overfladen får tilstrækkelig varme.
- Mynte kan bruges i stedet for koriander.
- Basilikum kan bruges i stedet for thaibasilikum.
- Thai chili pasta kan købes hos din asiatiske købmand og i enkelte supermarkeder.
- Andeskindet afsmelter meget fedt, men da vi ikke har tal for det, er der i ernæringsberegningerne regnet med råt skind.
Energifordeling
Energifordeling og -indhold pr. person, når andebrystet spises med skind, og der ikke er kendskab til, hvor meget fedt der smelter fra under stegning
Protein 22%
Kulhydrat 14%
Fedt 64%
1145 kJ – 270 kcal
Energifordeling og -indhold pr. person, når andebrystet spises uden skind
Protein 36%
Kulhydrat 40%
Fedt 24%
640 kJ – 150 kcal