Tilberedningstid
Ca. 45 minutter + 2-3 dage til sukkersaltning af kødet
Det skal du bruge
4-6 personer
600 g oksemørbrad, helt afpudset IKKE vakuumpakket
¾ dl groft havsalt
2½ spsk mørkt rørsukker (muscovadosukker) eller mørk farin
¾ spsk knuste korianderfrø eller ½ tsk stødt
½ spsk knust sort peber
½ spsk knuste sennepsfrø eller 1½ tsk sennepspulver
½ tsk knuste fennikelfrø eller en lille smule stødt stjerneanis
Persille-peberrodsdressing
2 bundter persille (ca. 125 g)
2 spsk. frugt- eller kryddereddike
1½ tsk. sukker
4 spsk. ekstra jomfruolivenolie eller koldpresset rapsolie
¾ dl fløde 9%
½ skalotteløg
Salt og peber
4-5 cm peberrod
Salat
150 g feldsalat
6-7 rosenkål
3-4 Cox Orange æbler (ca. 300 g)
1 stor julesalat (ca. 200)
Tilbehør
Rugbrød
Sådan gør du
Bland salt, sukker og krydderier. Drys ⅓ af blandingen i bunden af en fryseplastikpose og læg kødet ovenpå. Fordel resten af blandingen over kødet. Tryk blandingen godt ind i kødet og bind posen til.
Læg posen med kødet i et fad og stil det i køleskabet i 2-3 dage. Bemærk: Køleskabet må max være 2 grader!
Vend posen jævnligt - dvs. 2-3 gange i døgnet, så den lage, der dannes omkring kødet, fordeles.
Fjern stilkene fra persillen og skyl og tør bladene. Blend persille, eddike, sukker og olie til en grøn sauce. Tilsæt fløde og finthakket skalotteløg. Smag til med salt og peber og tilsæt fintreven peberrod, saucen må gerne blive lidt peberrodsstærk.
Skyl og nip feldsalaten omhyggeligt. Dup den tør den i et viskestykke eller slyng den i en salatslynge.
Skyl og tør rosenkålene og pil forsigtigt så mange blade af hver som muligt. Brug de hele rosenkål i en anden ret.
Skyl æblerne, skær dem i kvarte, fjern kernehuse, stilke og blomster, men lad skrællen sidde. Skær æblerne i små både.
Fjern de yderste blade fra julesalaten, og skær resten i grove strimler.
Bland julesalat, feldsalat, rosenkålsblade og æbler og dryp halvdelen af dressingen over. Vent med at vende salaten rundt til den serveres.
Tag kødet op af lagen, dup det tørt med køkkenrulle, brun det kort på en pande ved god varme på alle sider og skær det i meget tynde skiver med en skarp kniv.
Server salaten til kødet og med resten af dressingen til.
Giv ristet rugbrød til.
Tips
- Køb evt. en hel oksemørbrad (få slagteren til at pudse den af) og del den i to stykker. Brug den ene halvdel til sukkersaltet oksemørbrad, mens den anden kan udskæres til flotte mørbradmedaljoner - 4-5 stykker - kan der nok blive. Tryk dem lidt fladere og steg dem i smør på panden, ca. 3 min. på hver side.
- Kan bruges som buffetret serveret på is.
Energifordeling
Energifordeling og -indhold pr. person
Protein 25%
Kulhydrat 40%
Fedt 35%
2100 kJ - 502 kcal