Stegt andelår med lun kartoffelsalat med skovsvampe/kantareller og salat

Lækker madopskrift med andelår, som steges i ovnen. Tilbehør er lun kartoffelsalat og en salat med sprøde baby salatblade.

Af Carsten Kyster | Efterår | Hovedretter | Hverdag, Weekend, Sund hverdagsmad


Stegt andelår med lun kartoffelsalat med skovsvampe/kantareller og salat

Tilberedningstid

Ca. 1 time

Det skal du bruge

4 personer

4 andelår a ca. 235 g
Salt og peber

Lun kartoffelsalat
15 g tørrede skovsvampe eller kantareller
800 g små, faste kartofler
2-4 skalotteløg
½ spsk olie
½ dl hvidvinseddike eller anden lys eddike
4 spsk light mayonnaise
¼ bundt purløg

Tilbehør

100 g baby salatblade

Sådan gør du

  1. Fjern evt. fjerrester fra lårene.
  2. Krydr lårene med salt og peber. Læg dem i et ovnfast fad og stil dem i en kold ovn. Tænd ovnen på 200 grader. Steg dem ca. 45 minutter til de er møre. Stik i det tykkeste sted på låret. Kødsaften skal være klar.
  3. Udblød de tørrede svampe i varmt vand.
  4. Kog kartoflerne møre. Pil dem og skær dem i skiver eller mundrette stykker, mens de er varme.
  5. Snit løgene fint. Svits løg og de afdryppede, vredne svampe i olie i ca. 5 minutter. Tilsæt eddike og kartoffelskiverne og varm det godt igennem i et par minutter.
  6. Tag gryden af varmen og vend mayonnaise i. Smag til med salt og peber og vend snittet purløg i.
  7. Salaten spises til.

Tips

  • I stedet for andelår kan bruges pandestegt andebryst. Hvis der vælges 4 andebryster uden skind og kartoffelmængden sættes op til 1 kg, vil man have en ret med under 2500 kJ pr. person og med en fedtenergiprocent på under 30.
  • En rest kolde, kogte kartofler kan bruges i stedet for de nykogte kartofler.
  • 200 g friske svampe fx kantareller eller champignoner kan bruges i stedet for tørrede svampe.
  • Andeskindet afsmelter meget fedt, men da vi ikke har tal for det, er der i ernæringsberegningerne regnet med råt skind.

Energifordeling

Energifordeling og -indhold pr. person, når andelårene spises med skind, og der ikke er kendskab til, hvor meget fedt der smelter fra i ovnen
Protein 15%
Kulhydrat 21%
Fedt 64%
3880 kJ – 925 kcal