Smørkonfiteret grisehjerte i bagt kartoffel med belugalinser

En fyldig og varmende ret, hvor fintstrimlet grisehjerte nænsomt konfiteres i brunet smør og rapsolie, så det bliver mørt og saftigt. Hjertet vendes i en lun sauté af linser, løg og gulerødder og fyldes i bagte kartofler. Toppes med ristede græskarkerner og masser af frisk dild. Selv en lille mængde kød giver kødfaktor, der gør, at jern og zink optages bedre fra grønne grøntsager og bælgfrugter.

Af Christian Lundsgaard | Hele året | Hovedretter, Kødfaktor | Sund hverdagsmad


Smørkonfiteret grisehjerte i bagt kartoffel med belugalinser, løg, gulerod, ristede græskarkerner og masser af dild

Tilberedningstid

Ca. 60–90 minutter + bagetid for kartofler

Det skal du bruge

4 personer

Bagekartofler
4 store bagekartofler, 800 g
2 tsk rapsolie

Smørkonfiteret grisehjerte
½ grisehjerte, 200 g
100 g smør
100 g rapsolie
2 fed hvidløg, knuste
Salt
Peber

Linse- og grøntsagssauté
120 g tørrede belugalinser, kogt efter anvisning på pakken eller en dåse, 240 g
2 mellemstore løg, skåret i fine tern
200 g revne gulerødder
1 spsk af den gemte smør/olie-blanding
½ tsk salt 
Lidt peber
Evt. krydderier: Citrontimian, hvidløg, stødt koriander

Pynt
50 g græskarkerner, ristede
1–2 potter dild, grofthakket

Sådan gør du

Bagekartofler

  1. Tænd ovnen på 175 grader
  2. Pensl kartoflerne med lidt olie og sæt dem i et ovnfast fad eller på en bageplade
  3. Bag dem møre, ca. 1 time
     

Smørkonfiteret grisehjerte

  1. Smelt smør i en gryde og lad det brune, til det dufter af nødder og er gyldent
  2. Hæld forsigtigt smørret af gryden, så bundfaldet ikke kommer med
  3. Bland smør og olie
  4. Kom hjertestrimlerne i smør/olie-blandingen sammen med hvidløg, salt og peber
  5. Confiter ved lav varme i 5-10 minutter – hjertet skal være mørt, men må ikke overtilberedes, da det ellers bliver sejt og metallisk i smagen
  6. Tag hjertet op og tag 1 spsk af smør-olieblandingen fra til grøntsagssauté
  7. Gem evt. resten af smør-olieblandingen i fryseren til næste gang
     

Linse- og grøntsagssauté

  1. Varm 1 spsk smør/olie-blanding i en gryde ved god varme
  2. Sauter løg og gulerødder, til de bliver let møre
  3. Tilsæt belugalinser og vend det hele godt sammen
  4. Smag til med salt, peber og dine yndlingskrydderier – fx citrontimian, hvidløg og stødt koriander
  5. Vend de konfiterede hjertestrimler i lige inden servering
     

Anretning

  1. Åbn de bagte kartofler ved at presse dem let i siderne
  2. Fyld dem med den varme hjerte‑ og linsesauté
  3. Top med ristede græskarkerner og rigeligt grofthakket dild
  4. Server straks

Tips

  • Den brunede smør/olie-blanding kan smages til og bruges som smørsauce til andre retter.
  • Tilsæt evt. lidt citronsaft eller æbleeddike til sautéen for friskhed.
  • I stedet for bare at riste kernerne på en pande med salt og olie kan man med stor fordel koge dem i vand med salt og sukker i 5 minutter og så derefter riste dem sprøde og tørre ved 140 grader imellem 20-30 minutter - dette kan man gøre med næsten alle kerner og frø.
  • Bagetid for kartofler afhænger af størrelse og sort, den kan variere fra 40-90 minutter.

Energifordeling

Nu hedder det grisehjerte. Tidligere hed udskæringen svinehjerte.

 

Næringsindhold pr. person  (ca. 500 g af retten): 

Energi: 2398 kJ (571 kcal)

protein: 25 g

kulhydrat: 52 g

kostfibre: 15 g

fedt: 27 g

 

Energiindhold pr. 100 g:

Energi: 479 kJ (114 kcal)

protein: 5 g

kulhydrat: 10 g

kostfibre: 3 g

fedt: 5 g