Schnitzler, stegt selleri med champignonsauce

Saftige schnitzler med stegt selleri med champignonsauce som tilbehør. Beregnet til to voksne og et barn.

Af Sandra Leigh Draznin | Efterår, Vinter | Hovedretter | Hverdag, Sund hverdagsmad


Skinkeschnitzler, stegt selleri med champignonsauce

Tilberedningstid

Ca. 45 minutter

Det skal du bruge

2 voksne og 1 barn

2 store schnitzler af inderlår fra gris, 1 cm tykke, á ca. 150 g
salt og peber
250 g champignon
¼ knoldselleri, 250 g
25 g smør
1-2 tsk tomatpuré
1 tsk majsstivelse
flydende fond eller bouillon
¼ bundt persille

Tilbehør

150 g ris

Sådan gør du

Skær champignonerne i skiver. Skær sellerien i ½ cm tykke skiver. Lad 15 g smør blive gyldent på en pande ved god varme. Steg selleri i skiver møre ca. 3 minutter på hver side. Krydr med salt og peber. Læg dem på et fad og hold dem varme. Gem panden til stegning af schnitzler.

Kog risene.

Dup kødet tørt med køkkenrulle. Krydr med salt og peber. Lad 10 g smør blive gyldent på panden ved god varme. Brun hurtigt schnitzlerne på begge sider. Skru ned til middel varme og steg dem færdige 1½ -2 minutter på hver side. Tag kødet op og læg det på selleristykkerne. Tag selleri og kød fra til barnet.

Rist champignonerne på panden og krydr med salt og peber. Tilsæt tomatpuré og 2 dl vand rørt op med majsstivelse og kog saucen igennem et par minutter. Tag portionen fra til barnet og smag resten til med fond eller bouillon. Hæld saucen over kød og selleri. Drys med hakket persille.

Til spædbarnet 7-9 måneder
Mos selleri, ris og ca. 25 g kød i en hurtig-hakker og tilsæt 1 tsk olie.

Til barnet over 12 måneder
Skær selleri og 30-50 g kød ud i små stykker og anret dem samt ris hver for sig.

Tips

  • Kartofler kan bruges i stedet for ris.
  • Lys saucejævner kan bruges i stedet for majsstivelse.
  • Overhold stegetiden for kødet, hvis det får for meget, bliver det tørt.
  • Energifordeling

    Nu hedder det schnitzel af inderlår fra gris. Før hed udskæringen skinkeschnitzel af skinkeinderlår fra svin.

     


    Næringsindhold pr. person  (ca. 890 g af retten): 

    Energi:  2575 kJ (613 kcal)

    protein: 442 g

    kulhydrat: 67 g

    kostfibre: 9 g

    fedt: 17 g

     


    Energiindhold pr. 100 g:

    Energi: 289 kJ (69 kcal)

    protein: 5 g

    kulhydrat: 8 g

    kostfibre: 1 g

    fedt: 2 g