Sauté-skiver med citrongræs og chili

Lækker wokret med sauté-skiver, fennikel, citrongræs og chili. Serveres med ris til.

Af Sandra Leigh Draznin | Hele året | Hovedretter | Hverdag, Sund hverdagsmad


Sauté-skiver med citrongræs og chili

Tilberedningstid

Ca. 30 minutter

Det skal du bruge

2 personer

250 g sauté-skiver af filet fra gris, ½ cm tykke eller grisemørbrad i skiver, ½-1 cm tykke
½ spsk olie
salt og peber

Sauce
½ citron
1 stilk frisk citrongræs
1 frisk rød chili
1-2 fennikel
½ spsk olie
1½ dl bouillon
2 tsk sukker, gerne rørsukker
1 tsk majsstivelse
1 bundt forårsløg

Tilbehør

2 dl ris, evt. en risblanding med vilde ris

 

Sådan gør du

Kog risene.

Riv citronskallen og gem den til pynt.

Fjern et eller to af citrongræssets yderste grove blade. Snit den hvide del af citrongræsset fint. Der skal være ca. 2 spsk. Skær chilien igennem på langs og snit den meget fint. Halvér fennikelknolden, skær stokken ud og snit resten fint.

Varm olien i en wok eller gryde og svits citrongræs, chili og fennikel. Tilsæt bouillon, 2 spsk citronsaft og sukker og lad det koge ved svag varme ca. 5 minutter. Jævn med majsstivelse udrørt i lidt koldt vand. Kog det godt igennem og tilsæt fintsnittede forårsløg.

Dup sauté-skiverne tørre med køkkenrulle. Krydr med salt og peber. Lad olien blive godt varm på en pande. Læg sauté-skiverne på og vend dem straks. Tag skiverne af panden og læg dem i saucen. Drys den revne citronskal over.

Tips

  • Sauté-skiver skæres af kam fra gris, hvor alt fedt og sener på overfladen er fjernet. Skær den i ½ cm tykke skiver.
  • Den grønne del af citrongræsset kan også bruges i retten til at give smag, men skal tages op før servering, da den er for træet til at spise.
  • Citrongræs kan erstattes af fintrevet citronskal.
  • I stedet for fennikel kan bruges 1-2 porrer.
  • I frisk chili sidder det meste af styrken i mellemvægge og frø. Vil du have en mild chilismag, så brug kun selve frugtkødet.

Energifordeling

Nu hedder udskæringen sauté-skiver af filet fra gris. Før hed det sauté-skiver af filet fra svinekam.

 

Næringsindhold pr. person  (ca. 810 g af retten): 

Energi: 2442 kJ (584 kcal)

Protein: 39 g

Kulhydrat: 76 g

Kostfibre: 7 g

Fedt: 12 g

 

Næringsindhold pr. 100 g:

Energi: 302 kJ (72 kcal)

Protein: 5 g

Kulhydrat: 9 g

Kostfibre: 1 g

Fedt: 1 g