Nakkefilet på en bund af rødkål, æbler, svesker og abrikos

Smagfuld ovnret af nakkefilet som tilberedes på en bund af rødkål, æbler, svesker og abrikos tilsat rødvin og simrer i ovnen et par timer. Kødet serveres i skiver med sauce, kogte kartofler og kogte yderblade af rosenkål.

Af Mette og Rainer Gassner | Efterår, Vinter | Hovedretter | Jul, Weekend


Nakkefilet på en bund af rødkål, æbler, svesker og abrikos

Tilberedningstid

Ca. 2½ time

Det skal du bruge

4 personer

1,2 -1,5 kg nakkefilet fra gris
Salt
Peber
¼ rødkål
2 æbler, fx cox orange
12 svesker
12 tørrede abrikoser
2 laurbærblade
2 dl rødvin
½ dl ahornsirup
4 spsk ribsgelé

Tilbehør

800 g kartofler
250 g rosenkål

Sådan gør du

Nakkefilet

  1. Krydr kødet med salt og peber.
  2. Fintsnit rødkål.
  3. Skræl æbler og skær dem i tynde både.
  4. Bland rødkål, æbler, svesker, abrikoser, laurbærblade, salt og peber og læg det i bunden af en form, fx en rugbrøds- eller sandkageform.
  5. Læg kødet ovenpå.
  6. Hæld rødvin ved.
  7. Stil det midt i en kold ovn, tænd ovnen på 180 grader og steg i 1 time.
  8. Hæld ahornsirup ud over kødet og sæt det i ovnen igen i ca. 1 time til kødet er gennemstegt og rødkålen er mør. Bruges stegetermometer skal centrumtemperaturen være 80 grader.
  9. Skær kødet i skiver ved servering.
  10. Smag kål og frugter til med ribsgelé, salt og peber.

Tilbehør

  1. Kog kartoflerne.

    Pil yderbladene af rosenkålen og kog dem et øjeblik i letsaltet vand lige før servering. 

Tips

  • Hvis der er meget væske, kan det jævnes til sauce med majsstivelse.
  • Hvis al væsken fordamper tilsættes mere rødvin eller vand.

Energifordeling

Nu hedder udskæringen nakkefilet fra gris. Før hed det nakkefilet fra svin.

 

Næringsindhold pr. person  (ca. 910 g af retten): 

Energi: 4928 kJ (1178 kcal)

Protein: 77 g

Kulhydrat: 98 g

Kostfibre: 12 g

Fedt: 47 g

 

Næringsindhold pr. 100 g:

Energi: 542 kJ (130 kcal)

Protein: 8 g

Kulhydrat: 11 g

Kostfibre: 1 g

Fedt: 5 g