Mørbrad Royal med forårssvampe, spidskål og rabarberkompot

Lækre bøffer af Mørbrad Royal med ristede svampe i flødesauce, smørdampet spidskål og rabarberkompot. Retten er velegnet til gæster.

Af voresmad.dk | Forår, Sommer | Hovedretter | Gæster, Weekend, Fest


Mørbrad Royal med forårssvampe, spidskål og rababerkompot

Tilberedningstid

Ca. 1½ time, heraf arbejdstid ca. 45 minutter

Det skal du bruge

4 personer

2 Mørbrad Royal
25 g smør
Salt og peber

Svampe
25 g smør
2 skalotteløg
500 g svampe efter eget ønske, fx vårmusseron og morkler
2 ½ dl piskefløde
½ citron
Salt og peber
Persille

Smørdampet spidskål
25-50 g smør
1 spidskål
Salt og peber
Muskatnød

Rabarberkompot
4 stilke rabarber
1 dl rørsukker
½ stang vanilje
1 hel kardemomme eller
½ cm kanelstang

Tilbehør

Nye kartofler, 800 g

 

Sådan gør du

Rabarberkompot
Rens rabarber og skær dem i meget skrå skiver, ½-1 cm tynde. Kog 1½ dl vand med sukker - uden låg - til det får konsistens som tynd sirup og der er ½-1 dl tilbage.
Tilsæt under kogningen ½ stang flækket vanilje og kardemomme. Kom rabarberstykkerne i og læg låg på.
Sluk for varmen og lad det stå og trække 10-15 minutter, evt. på den varme kogeplade, så der stadig er bid i rabarberne. De kan serveres lune eller kolde.

Kødet
Bestil Mørbrad Royal hos slagteren. En almindelig mørbrad fra gris kan også bruges. Bimørbraden skæres af. Mørbraden afpudses helt for sener, hinder og fedt, og fraskæres 9 cm fra mørbradspidsen og 7 cm fra mørbradhovedet. Stykket er nu lige tykt over det hele og dermed fås den bedste kulinariske kvalitet efter stegningen. Stykket kaldes Mørbrad Royal. 
Del hver Mørbrad Royal i 4-6 ens tykke medaljoner. Dup kødet tørt med køkkenrulle. Krydr medaljonerne med salt og peber.
Brun smørret på panden ved god varme, så det er gyldent. Brun kødet 1 minut på hver side. Skru ned til middel varme, og steg bøfferne færdige 3-4 minutter på hver side, hvis kødet er skåret i fire stykker eller 2 minutter på hver side, hvis der er seks. Læg dem på en tallerken og dæk dem med stanniol. Gem skyen.

Svampe
Kom smør og finthakkede løg på en pande. Tilsæt svampe skåret i passende stykker - se foto af svampe til én portion. Rist svampene, tilsæt fløden og lad det koge ind, til fløden bliver helt tyk.
Smag til med salt, peber og lidt citronsaft. Tilsæt skyen fra bøfferne. Vend hakket persille i.

Smørdampet spidskål
Flæk spidskålen i kvarte og fjern stokken. Damp kålen i smør i en gryde med låg. Den skal ikke koge for længe, den skal stadig have bid. Smag til med salt, peber og revet muskatnød.

Tips

  • Rester af rabarberkompot kan bruges som dessert.

Energifordeling

Nu hedder det mørbrad afpudset af mørbrad fra gris. Før hed udskæringen svinemørbrad afpudset af svinemørbrad fra svin.

 


Næringsindhold pr. person  (ca. 875 g af retten): 

Energi:  3751 kJ (893 kcal)

protein: 40 g 

kulhydrat: 72 g

kostfibre: 13 g

fedt: 48 g

 

Energiindhold pr. 100 g:

Energi: 429 kJ (102 kcal)

protein: 5 g 

kulhydrat: 8 g

kostfibre: 2 g

fedt: 6 g