Minutkoteletter med urtekartofler

Velsmagende minutkoteletter med kartofler kogt sammen med suppeurter. Serveres med kogte grønne bønner. Beregnet til to voksne og to små børn.

Af Sandra Leigh Draznin | Efterår, Forår, Hele året, Vinter | Hovedretter | Hverdag, Sund hverdagsmad


Svinekoteletter med urtekartofler

Tilberedningstid

Ca. 30 minutter

Det skal du bruge

2 voksne + 2 små børn

3 minutkoteletter uden ben, ca. 2 cm tykke, a ca. 125 g
Salt
Peber
15 g smør

¾ kg store kartofler
250 g frosne suppeurter
1-2 dl bouillon eller vand
Salt, peber
Evt. persille

Tilbehør

250 g grønt, fx grønne bønner

Sådan gør du

  1. Skær kartoflerne i tynde skiver.
  2. Læg dem lagvis med suppeurter i en sauterpande eller en stor gryde.
  3. Drys med salt og peber mellem lagene. Slut af med suppeurter og spæd med bouillon eller vand.
  4. Lad blandingen simre under låg, til den er mør - ca. 20 minutter. Drys hakket persille på ved servering.
  5. Dup kødet tørt med køkkenrulle og krydr med salt og peber.
  6. Brun koteletterne ved god varme 1 minut på hver side på en pande i gyldent smør.
  7. Skru ned til middel varme og lad dem stege færdige ca. 3 minutter på hver side, til de er netop gennemstegte.
  8. Kog bønnerne.

TIL BARNET OVER 12 MÅNEDER
Skær kødet ud i mindre stykker og anret kød, urtekartofler og bønner hver for sig. Tilsæt ½ tsk smør.

TIL SPÆDBARNET (7-10 MÅNEDER)
Mos nogle skefulde urtekartofler, lidt bønner og ca. 2 cm kød fra den ene kotelet med lidt af væsken fra kartoflerne i en hurtighakker eller persillehakker. Eller mos urtekartofler med gaffel eller skær bønner og kød i meget små stykker. Tilsæt 1 tsk smør.

Tips

  • Mos tilsat rå, hakket persille må ikke gemmes til senere brug.

Energifordeling

-