Minutkoteletter med balsamico og peberfrugter

Nem og hurtig hverdagsmad, som hele familien kan lide. Beregnet til to voksne og et barn.

Af Sandra Leigh Draznin | Hele året | Hovedretter | Hverdag, Sund hverdagsmad


Koteletter med balsamico og peberfrugter

Tilberedningstid

Ca. 30 minutter

Det skal du bruge

2 voksne og 1 barn

3 minutkoteletter, 2 cm tykke uden fedtkant, ca. 375 g
2 tsk olie
2-3 peberfrugter
2 spsk balsamico
saucejævner
flydende fond eller bouillon
¼ bundt persille

Tilbehør

200 g pasta

Sådan gør du

Kog pastaen.

Dup minutkoteletterne tørre med køkkenrulle. Krydr dem med salt og peber. Varm olien på en pande ved god varme. Brun minutkoteletterne ca. 1 minut på hver side. Skru ned til middel varme og steg dem færdige, ca. 3 minutter på hver side. Tag minutkoteletterne op på en tallerken, dæk med stanniol og hold dem varme.

Kom peberfrugter i strimler på panden ca. 5 minutter under omrøring. Tilsæt balsamico og lad det koge næsten væk. Tilsæt 2½ dl vand og lad det koge. Jævn med saucejævner og smag til med salt og peber.

Tag portionen fra til barnet og smag resten til med fond eller bouillon. Drys med hakket persille.

Til spædbarnet 7-9 måneder
Mos peberfrugt, sauce, 25 g kød og kogt pasta i en hurtighakker og tilsæt 1 tsk olie.

Til barnet over 12 måneder
Skær peberfrugt, 30-50 g kød og pasta ud i små stykker og anret dem hver for sig.

Tips

  • Kartofler, ris eller bulgur kan bruges i stedet for pasta.
  • Schnitzler af inderlår, nakkekoteletter, medaljoner af grisefilet, mørbradbøffer eller kødboller kan bruges i stedet for minutkoteletter.
  • Overhold stegetiden for kødet, hvis det får for meget, bliver det tørt.

Energifordeling

Nu hedder det schnitzel fra gris. Tidligere hed udskæringen skinkeschnitzel fra svin.

Nu hedder det nakkekotelet fra gris. Tidligere hed udskæringen nakkekotelet fra svin.

Nu hedder det minutkotelet fra gris. Tidligere hed udskæringen svinekotelet fra svin.

Nu hedder det medaljon af filet fra gris. Tidligere hed udskæringen medaljon af svinefilet fra svin.

Nu hedder det mørbrad fra gris. Tidligere hed udskæringen svinemørbrad fra svin.

Nu hedder det hakket grisekød. Tidligere hed det hakket svinekød.

 

Næringsindhold i hele retten  (ca. 695 g af retten per voksen): 

Energi: 2336 kJ (556 kcal)

protein: 33 g

kulhydrat: 53 g

kostfibre: 9 g

fedt: 21 g

 


Energiindhold pr. 100 g:

Energi: 335 kJ (80 kcal)

protein: 5 g

kulhydrat: 8 g

kostfibre: 1 g

fedt: 3 g