Tilberedningstid
Ca. 30 minutter
Det skal du bruge
4 personer
4 minutkoteletter, 2 cm tykke uden fedtkant og ben, ca. 500 g
Salt og peber
1 spsk olie
3 spsk koncentreret hyldeblomstsaft
1 spsk hyldeblomsteddike
Blomkålssalat
1 blomkål, ca. 500 g renset vægt
2 spsk koldpresset rapsolie
½ citron
20 g hasselnødder
50 g stikkelsbær
½ potte kørvel
Tilbehør
1 kg kartofler
Evt. 2 kviste løvstikke
Sådan gør du
Salt koteletterne med 1 knivspids fint salt på hver side. Stil dem i køleskabet min. 15 minutter.
Kog kartoflerne evt. med løvstikke.
Skær de grønne blade samt stokken af blomkålen. Del blomkålen i kvarter, og del dem i små buketter eller skær dem papirtyndt med en skarp kniv.
Kom blomkål i en skål, og vend dem med rapsolie, fintrevet citronskal og citronsaft, salt og peber.
Rist hasselnødderne på en tør pande, til de begynder at dufte, og drys med lidt salt og et par dråber vand, det får saltet til at klæbe sig fast på hasselnødderne. Tag hasselnødderne af varmen og hak dem groft eller lidt finere efter egen smag.
Nip blomsten af stikkelsbær og skyl dem. Kom dem i salaten sammen med nødder og hakket kørvel. Bland det godt og smag til med salt og peber.
Dup koteletterne tørre med køkkenrulle. Krydr med peber. Lad olien blive varm på en pande ved god varme. Læg kødet på panden – det skal sige lyde, når kødet lægges på panden! Brun koteletterne 1 minut på hver side.
Skru ned til middel varme. Steg koteletterne yderligere ca. 1 minut på hver side. Tag koteletterne af panden et øjeblik. Kom hyldeblomstsaft og hyldeblomsteddike på panden – skru evt. op for varmen og lad væsken koge ind til konsistensen er som sirup. Skru ned til middel varme, læg koteletterne tilbage på panden og giv dem ca. 1 minut mere på hver side, så koteletterne bliver glaserede. Tag kødet af panden.
Tips
- Koteletterne er mest møre og saftige, hvis de er rosa, så steg dem derfor ikke for længe.
- I stedet for koteletter kan bruges schnitzler fra gris 1 cm tykke. Stegetiden er da 3-4 minutter i alt.
- Skær en lille flig af det ene hjørne af én af koteletterne og kontroller, at kødet er rosa. Hvis kødet stadigt er råt, tilsættes ½ dl vand på panden, som du koger helt ind med koteletterne.
Energifordeling
Nu hedder det minutkotelet fra gris. Før hed udskæringen svinekotelet uden fedtkant fra svin.
Nu hedder det schnitzel af inderlår fra gris. Før hed udskæringen skinkeschnitzel af inderlår fra svin.
Næringsindhold pr. person (ca. 550 g af retten):
Energi: 2058 kJ (490 kcal)
protein: 35 g
kulhydrat: 46 g
kostfibre: 7 g
fedt: 17 g
Energiindhold pr. 100 g:
Energi: 373 kJ (89 kcal)
protein: 6 g
kulhydrat: 8 g
kostfibre: 1 g
fedt: 3 g