Mignon med thailandsk karrysauce

Velsmagende ret med gris og masser af grønt.

Af Bente Nissen Lundsgaard | Hele året | For nybegyndere, Hovedretter | Gæster, Hverdag, Fest


Skinkemignon med thailandsk karrysauce

Tilberedningstid

Ca. 1 time

Det skal du bruge

4 personer

1 mignon af skinke fra gris, ca. 400 g 
10 g smør
Salt og peber
1 dl bouillon

Sauce
200 g sukkerærter evt. fra frost
1 spsk olie
1½ tsk mild karry
Sky fra kødet
2 dl kokosmælk, 18-20% fedt
1 spsk sojasauce
1 spsk lime- eller citronsaft
1 tsk sukker
Evt. 1 tsk gurkemeje
1 tsk majsstivelse

Tilbehør

3 dl ris, fx jasminris.
Server også 4 spsk cashewnødder, 100 g bønnespirer og 200 g revne gulerødder til i små skåle.

 

Sådan gør du

  1. Dup kødet med køkkenrulle. Krydr med salt og peber.
  2. Lad fedtstoffet bruse af og blive lysebrunt i en gryde ved god varme. Brun hurtigt kødet på alle sider.
  3. Tilsæt bouillon. Skru ned til svag varme, og lad kødet simre under låg i ca. 15 minutter. Vend og steg yderligere ca. 15 minutter. Har I et stegetermometer, skal kødets centrumtemperatur være 65-70 grader. Tag kødet op. Pak det ind i stanniol og lad det hvile ca. 15 minutter.
  4. Kog risene efter anvisningen på emballagen.
  5. Si stegeskyen.
  6. Hvis sukkerærterne er friske, nippes stilkenderne af. Kom ærterne i en sigte og skyl dem.
  7. Kom olie i en gryde og varm det op. Tilsæt karry og svits det ca. 1 minut.
  8. Tilsæt stegesky, kokosmælk, sojasauce, limesaft og sukker. Tilsæt evt. gurkemeje, så bliver retten flot gul.
  9. Udrør majsstivelsen i ½ dl vand og rør det i. Tilsæt sukkerærter og kog saucen igennem.
  10. Skær kødet i tynde skiver. Læg kødet på et fad og hæld evt. lidt af saucen over.

Tips

  • Grisemørbrad kan bruges i stedet for mignon. Samlet tilberedningstid 20-25 minutter.
  • Rist evt. 1 dl mandelflager eller cashewnødder på en tør pande og drys dem over retten.
  • Karrysaucen kan smages til med 2 tsk friskrevet ingefær og 1 fed presset hvidløg.
  • Server evt. ekstra stærk chilisauce til de voksne.
  • Skal maden hurtigt på bordet, kan karrysaucen erstattes med en færdigkøbt på glas. Gør punkt 6 færdig. Varm saucen op, som det fremgår af emballagen, og tilsæt stegeskyen. Tilsæt sukkerærterne og varm saucen kort igennem.
  • Resten af kokosmælken kan fryses og bruges ved en anden lejlighed.

Energifordeling

Nu hedder det mignon af skinke fra gris. Før hed udskæringen skinkemignon fra svin.

Nu hedder det mørbrad fra gris. Før hed udskæringen svinemørbrad fra svin.

 


Næringsindhold pr. person  (ca. 385 g af retten). Retten med kokosmælk, 18-20% fedt:

Energi: 2493 kJ (594 kcal)

protein: 31 g

kulhydrat: 60 g

kostfibre: 7 g

fedt: 25 g

 


Energiindhold pr. 100 g:

Energi: 644 kJ (153 kcal)

protein: 8 g

kulhydrat: 15 g

kostfibre: 2  g

fedt: 6 g

 


Næringsindhold pr. person  (ca. g af retten). Retten med kokosmælk, 6-8% fedt: 

Energi: 2306 kJ (549 kcal)

protein: 30 g

kulhydrat: 59 g

kostfibre: 7 g

fedt: 20 g

 


Energiindhold pr. 100 g:

Energi: 596 kJ (142 kcal)

protein: 8 g

kulhydrat: 15 g

kostfibre: 2 g

fedt: 5 g