Mignon med æbler og kold nudelsalat

Saftig ovnstegt mignon fra gris med fyld af en æbleblanding af æbletern og fintsnittet forårsløg. Serveres sammen med en kold nudelsalat med sukkerærter, æbleblanding og et drys ristede sesamfrø.

Af Grace Biilmann | Hele året, Sommer | Hovedretter | Hverdag, Weekend, Sund hverdagsmad


Skinkemignon med æbler og kold nudelsalat

Tilberedningstid

Ca. 1 time

Det skal du bruge

2 personer

1 mignon af skinke fra gris, ca. 350 g
salt og peber
frisk timian

Dressing
frisk ingefær
1 fed hvidløg
2 spsk sød sojasauce (ketjap manis)
1 appelsin
1 tsk olie, gerne sesamolie
frisk timian

Salat
1 rødt æble
2 forårsløg
150 g sukkerærter eller sugar snaps
100 g risnudler, fine

2 tsk sesamfrø

Tilbehør

Sød sojasauce (ketjap manis)

Sådan gør du

Skræl ingefæren og riv 1 spsk fint. Hak hvidløget fint. Pisk sojasauce, ½ dl appelsinsaft, ingefær og hvidløg sammen med olie og timian til dressingen.

Skær æblet i små tern og snit forårsløgene fint. Bland æbler og forårsløg med 2 spsk af dressingen.

Skær kødet næsten igennem på den lange led. Tag 2 spsk dressing fra og pensl kødet med det. Krydr med salt og peber. Læg kødet på timianen i en lille bradepande. Fordel 3 spsk æbleblanding i snittet. Sæt kødet i en kold ovn. Tænd ovnen på 160 grader og steg kødet i ca. 40 minutter. Bruges stegetermometer, skal centrumtemperaturen være 65-70 grader.

Kog ærterne i 2 minutter. Hæld vandet fra og afkøl dem under koldt vand. Bræk risnudler i stykker på 5 cm og kog dem. Hæld dem i en si og skyl dem i koldt vand.

Rist sesamfrøene på en tør pande.

Vend ærter, nudler og resten af æbleblandingen med resten af dressingen. Smag til med salt og peber og drys med ristede sesamfrø.

Tips

  • Mørbrad eller Filet Royal kan bruges i stedet for mignon.
  • Kødet kan spises varmt eller koldt.
  • Basilikum kan bruges i stedet for timian.

Energifordeling

Nu hedder udskæringen mignon af skinke fra gris. Før hed udskæringen skinkemignon fra svin.

 

Næringsindhold pr. person  (ca. 587 g af retten): 

Energi: 2188 kJ (523 kcal)

Protein: 43 g

Kulhydrat: 59 g

Kostfibre: 5 g

Fedt: 11 g

 

Næringsindhold pr. 100 g:

Energi: 372 kJ (89 kcal)

Protein: 7 g

Kulhydrat: 10 g

Kostfibre: 1 g

Fedt: 2 g