Tilberedningstid
Ca. 1½ time, heraf arbejdstid ca. 1 time
Det skal du bruge
4 personer
4 medaljoner af filet fra gris, 2½ cm tykke, a ca. 100 g
1 dl afskallede jordnødder eller ristede peanuts
2 spsk hvedemel
salt og peber
1 æg eller 2 æggehvider
2 spsk olie
1 ananas, helst extra sweet ananas
Risklatkager, ca. 12 stk.
1 dl basmati ris
4 æggeblommer
4 spsk hvedemel
2 æggehvider
1 tsk bagepulver
salt og peber
2 spsk olie
Sød chilisauce
1 dl risvineddike
1 dl sukker
1 rød chili
2 limeblade eller 1 tsk limeskal
1 citrongræs
1 tsk frisk ingefær
Pak choy
2 pak choy
1 spsk sesamolie
Sådan gør du
Risklatkager
Kog risene efter anvisning på posen. Risene kan evt. koges
dagen i forvejen. Portionen giver ca. 4 dl kogte ris. Afkøl risene. Tilsæt
æggeblommer og hvedemel. Pisk hviderne stive. Bland forsigtigt bagepulver, salt,
peber og hviderne i risene. Varm olien på en pande ved god varme. Læg en stor
spiseskefuld af risblandingen på panden - 4-6 ad gangen - og steg klatkagerne
lysebrune på begge sider.
Sød chilisauce
Varm eddike og sukker i en
gryde til sukkeret er smeltet. Tilsæt chili i tynde skiver og limeblade. Fjern
et eller to af citrongræssets yderste grove blade. Skær den hvide del af
citrongræsset i tynde skiver. Tilsæt det til chilisaucen sammen med fintrevet
ingefær. Kog det nogle minutter. Kan serveres lun eller
kold.
Kødet
Hak jordnødderne meget fint - som grov rasp - og
bland det med hvedemel, salt og peber på en tallerken. Slå ægget ud på en
anden tallerken og pisk det sammen med en gaffel. Vend medaljonerne først i ægget og
dernæst i nøddeblandingen. Varm olien på en pande ved god varme. Brun kødet 1
minut på hver side. Vend kødet. Skru ned til middel varme og steg medaljonerne
2 minutter på hver side. Tag kødet af panden. Skær kødet igennem som to
halvmåner lige før servering.
Skær toppen og endeskiven af ananassen og
skær den i 4 skiver, 2 cm tykke. Skær skrællen af. Skær skiverne igennem som to
halvmåner. Fjern evt. stokken. Steg ananasskiverne på en grillpande eller under
ovngrillen.
Pak choy
Skær pak choy igennem og steg den i sesamolie nogle få
minutter, så den stadig er sprød. Krydr med salt og peber.
Tips
- I stedet for pak choy kan bruges bladbede eller icebergsalat
- I stedet for risklatkager kan serveres løse ris
- Risklatkagerne kan steges på forhånd og varmes før servering
- I frisk chili sidder det meste af styrken i mellemvægge og frø. Vil du have en mild chilismag, så brug kun selve frugtkødet
- Rester af chilisaucen kan gemmes i køleskab i nogle dage
- Færdig sød chilisauce kan købes i de fleste supermarkeder, specialforretninger mv.
- Der er to æggehvider til overs fra risklatkagerne. De kan bruges til panering af medaillonerne
- I stedet for at hakke jordnødderne, kan de kommes i en kraftig plastpose og knuses med en kagerulle
- Steg evt. medaljonerne lidt kortere tid, hvis de ønskes rosa indeni
- Extra sweet ananas er særlig sød og meget gul
Vinforslag
Riesling med en smule sødme. Serveringstemperatur 11-12 grader.
Energifordeling
Nu hedder udskæringen medaljon af kam fra gris. Før hed det medaljon af svinekam.
Næringsindhold pr. person (ca. 910 g af retten):
Energi: 3366 kJ (804 kcal)
Protein: 43 g
Kulhydrat: 76 g
Kostfibre: 9 g
Fedt: 34 g
Næringsindhold pr. 100 g:
Energi: 370 kJ (88 kcal)
Protein: 5 g
Kulhydrat: 8 g
Kostfibre: 1 g
Fedt: 4 g