Medaljoner af filet fra gris asian style

Her får du en smagfuld asiatisk anretning med klatkager af ris, sød ananas og sprøde medaljoner af gris.

Af Betina Repstock | Hele året | Hovedretter | Gæster, Hverdag, Weekend, Fest


Medaljoner af svinefilet asian style

Tilberedningstid

Ca. 1½ time, heraf arbejdstid ca. 1 time

Det skal du bruge

4 personer

4 medaljoner af filet fra gris, 2½ cm tykke, a ca. 100 g
1 dl afskallede jordnødder eller ristede peanuts
2 spsk hvedemel
salt og peber
1 æg eller 2 æggehvider
2 spsk olie
1 ananas, helst extra sweet ananas

Risklatkager, ca. 12 stk.
1 dl basmati ris
4 æggeblommer
4 spsk hvedemel
2 æggehvider
1 tsk bagepulver
salt og peber
2 spsk olie

Sød chilisauce
1 dl risvineddike
1 dl sukker
1 rød chili
2 limeblade eller 1 tsk limeskal
1 citrongræs
1 tsk frisk ingefær

Pak choy
2 pak choy
1 spsk sesamolie

Sådan gør du

Risklatkager
Kog risene efter anvisning på posen. Risene kan evt. koges dagen i forvejen. Portionen giver ca. 4 dl kogte ris. Afkøl risene. Tilsæt æggeblommer og hvedemel. Pisk hviderne stive. Bland forsigtigt bagepulver, salt, peber og hviderne i risene. Varm olien på en pande ved god varme. Læg en stor spiseskefuld af risblandingen på panden - 4-6 ad gangen - og steg klatkagerne lysebrune på begge sider.

Sød chilisauce
Varm eddike og sukker i en gryde til sukkeret er smeltet. Tilsæt chili i tynde skiver og limeblade. Fjern et eller to af citrongræssets yderste grove blade. Skær den hvide del af citrongræsset i tynde skiver. Tilsæt det til chilisaucen sammen med fintrevet ingefær. Kog det nogle minutter. Kan serveres lun eller kold.

Kødet
Hak jordnødderne meget fint - som grov rasp - og bland det med hvedemel, salt og peber på en tallerken. Slå ægget ud på en anden tallerken og pisk det sammen med en gaffel. Vend medaljonerne først i ægget og dernæst i nøddeblandingen. Varm olien på en pande ved god varme. Brun kødet 1 minut på hver side. Vend kødet. Skru ned til middel varme og steg medaljonerne 2 minutter på hver side. Tag kødet af panden. Skær kødet igennem som to halvmåner lige før servering.

Skær toppen og endeskiven af ananassen og skær den i 4 skiver, 2 cm tykke. Skær skrællen af. Skær skiverne igennem som to halvmåner. Fjern evt. stokken. Steg ananasskiverne på en grillpande eller under ovngrillen.

Pak choy
Skær pak choy igennem og steg den i sesamolie nogle få minutter, så den stadig er sprød. Krydr med salt og peber.

Tips

  • I stedet for pak choy kan bruges bladbede eller icebergsalat
  • I stedet for risklatkager kan serveres løse ris
  • Risklatkagerne kan steges på forhånd og varmes før servering
  • I frisk chili sidder det meste af styrken i mellemvægge og frø. Vil du have en mild chilismag, så brug kun selve frugtkødet
  • Rester af chilisaucen kan gemmes i køleskab i nogle dage
  • Færdig sød chilisauce kan købes i de fleste supermarkeder, specialforretninger mv.
  • Der er to æggehvider til overs fra risklatkagerne. De kan bruges til panering af medaillonerne
  • I stedet for at hakke jordnødderne, kan de kommes i en kraftig plastpose og knuses med en kagerulle
  • Steg evt. medaljonerne lidt kortere tid, hvis de ønskes rosa indeni
  • Extra sweet ananas er særlig sød og meget gul

Vinforslag
Riesling med en smule sødme. Serveringstemperatur 11-12 grader.

Energifordeling

Nu hedder udskæringen medaljon af kam fra gris. Før hed det medaljon af svinekam.

 

Næringsindhold pr. person  (ca. 910 g af retten): 

Energi: 3366 kJ (804 kcal)

Protein: 43 g

Kulhydrat: 76 g

Kostfibre: 9 g

Fedt: 34 g

 

Næringsindhold pr. 100 g:

Energi: 370 kJ (88 kcal)

Protein: 5 g

Kulhydrat: 8 g

Kostfibre: 1 g

Fedt: 4 g