Lun kyllingesalat med tomater, linser og croutoner

Lun kyllingesalat med tomater, linser og croutoner

Af Vibeke Lehn

Det skal du bruge

4 personer

Kyllingeinderfiletter, ca. 500 g afhængig af pakkestørrelse
Salt og peber
½ tsk tørret timian, rosmarin eller basilikum
1 tsk olie

125 g små grønne linser fra Puy
400-500 g cherrytomater
1 rødløg eller forårsløg
50 - 100 g feldsalat eller anden salattype
Evt. 10 basilikumblade

Dressing
1 spsk olie
1 tsk dijonsenenp
2 spsk lys vineddike fx lys balsamico

Croutoner
250 g brød - gerne en italiensk brødtype
1 spsk olie

Ca. 50 minutter


Sådan gør du

Kog linserne som angivet på emballagen.

Tænd ovnen på 225 grader. Skær brødskiverne i store tern og læg dem på bagepapir på en bageplade. Dryp med olie og stil dem øverst i ovnen til de er gyldne og sprøde. Vend evt. croutonerne under stegningen.

Dup inderfiletterne tørre med køkkenrulle. Del dem i mindre stykker. Krydr med salt, peber og den ønskede tørrede krydderurt.
Varm olien på en pande ved god varme. Kom kødet på panden og brun det på alle sider 1-2 minutter i alt. Skru ned til middel varme og steg kødet ca. 7 minutter i alt til det er gennemstegt. Vend jævnligt.
Pisk eller ryst dressingen sammen. Tilsæt 1 spsk vand. Smag til med salt og peber. Hæld dressingen over de kogte, afdryppede linser i en stor skål.
Vend kyllingekød, tomater i halve eller kvarte, fintsnittet rødløg og fedtsalat i linserne i skålen. Bland croutonerne i ved servering eller server dem evt. for sig selv, hvis man ikke forventer, at hele portionen spises. Brødcroutonerne bliver bløde af at ligge i salaten i længere tid. Salaten serveres lun – kan evt. også serveres kold, hvor den skal have stuetemperatur.

Tips

  • Kyllingebrystfilet i strimler kan bruges i stedet for inderfilet.
  • Croutoner kan laves i forvejen og gemmes i en tætsluttende beholder.
  • 90 – 100 g færdige croutoner kan købes i handlen og bruges i stedet for de hjemmelavede.
  • Fennikel smager også godt i salaten.

energifordeling

Energifordeling og -indhold pr. person
Protein 29%
Kulhydrat 44%
Fedt 27%
2260 kJ - 540 kcal
Sund hverdagsmad