Labskovs af nakkefilet og rodfrugter

Labskovs af nakkefilet og rodfrugter

Af Sandra Leigh Draznin

Det skal du bruge

2 voksne og 1 barn

300 g nakkefilet
1 løg
salt
3 hele sorte peberkorn
1 laurbærblad
400 g kartofler
2-3 gulerødder
200 g persillerødder, selleri eller pastinak
¼ bundt purløg eller ¼ bundt persille

Tilbehør

2 skiver rugbrød


Ca. 45 minutter


Sådan gør du

Skær kødet ud i ca. 15 lige store tern. Dup kødet tørt med køkkenrulle. Bring 4 dl vand i kog i en gryde. Læg kødet i gryden - kødet skal lige være dækket med væske. Skum evt. urenheder af. Tilsæt grofthakket løg, salt og krydderier og lad det koge ved svag varme under låg ca. 10 minutter.

Tilsæt kartofler, gulerødder og persillerødder i tern. Læg dem oven på kødet og lad det koge videre under låg til kartofler og persillerødder er meget møre - næsten udkogte - ca. 20 minutter. Tag laurbærbladet op. Mos en del af kartoflerne og grøntsagerne med en gaffel. Bland det hele og smag til med salt og peber.

Drys med klippet purløg.

Til spædbarnet 7-9 måneder
Hak 1-2 stykker kød sammen med kartofler, grøntsager og sauce i en hurtighakker. Tilsæt 1 tsk olie.

Til barnet over 12 måneder
Skær 2 stykker kød ud i små stykker og anret dem med kartofler og grøntsager.
Giv ½ skive rugbrød til.

Tips

  • Brug en kartoffelmoser eller purépresser til at mose kartofler og grøntsager med.
  • Nakkekoteletter kan bruges i stedet for nakkefilet.
  • Tern af skinke eller bov kan bruges i stedet for tern af nakke.

energifordeling

Energifordeling og -indhold i hele retten
Protein 22%
Kulhydrat 51%
Fedt 27%
5760 kJ - 1370 kcal
Sund hverdagsmad