Kyllingelår med kokos og nudelsalat

Kyllingelår med kokos og nudelsalat

Af Vibeke Lehn | Hele året | Hovedretter | Hverdag, Sund hverdagsmad


Kyllingelår med kokos og nudelsalat

Tilberedningstid

Ca. 45 minutter

Det skal du bruge

2 personer

4 -5 kyllingeunderlår, ca. 500 g
3-4 spsk kokosmel
salt og peber

Nudelsalat
100 g ægnudler
125 g minimajs, friske eller fra dåse
1 gulerod
¼ - ½ spidskål eller kinakål, ca. 150 g
50 g sukkerærtespirer eller bønnespirer
1 lille rødløg
½ bundt koriander

Dressing
1½ spsk fishsauce
½ -1 lime
1 spsk sukker
1 fed hvidløg
1 tsk mørk sesamolie fremstillet af ristede sesamfrø
Evt. lidt chilipasta

Sådan gør du

Vend kyllingelårene i kokosmel med salt og peber.
Læg dem på bagepapir på en bageplade og stil dem i en kold ovn. Tænd på 225 grader og steg 30 - 40 minutter til de er gennemstegte og møre. Stik en urtekniv i lårene, hvor de er tykkest, og kødsaften skal være klar.

Kog ægnudlerne som angivet på emballagen. Kom dem i koldt vand og lad dem dryppe af i en si.
Kog friske babymajs et par minutter. Lad majsene dryppe af i en si. Skær dem i skiver.
Skær guleroden i tændstiktynde stave og snit kålen fint. Skær løget i tynde både.
Bland alle dele til nudelsalaten.

Pisk dressingen sammen af fishsauce, saft af lime, sukker, knust hvidløg, sesamolie og evt. chilipasta. Smag til med salt og peber.
Vend dressingen i salaten.

Pynt retten med koriander eller bland koriander i salaten.

Tips

  • Forårsløg kan bruges i stedet for rødløg.
  • Skru ned for ovnvarmen, hvis kokosmelet bliver for mørkt.

Energifordeling

Energifordeling og -indhold pr. person
Protein 22%
Kulhydrat 44%
Fedt 34%
2635 kJ - 630 kcal