Tilberedningstid
Ca. 40 minutter
Det skal du bruge
4 personer
450 g hakket kyllingekød, ca. 5% fedt
1 tynd skive bacon
¾ tsk salt
¼-½ tsk peber
1 æg
1 løg
1 spsk rasp
1 tsk tørret timian eller 1 spsk frisk
1-2 tsk olie
Hummus
1 dåse kikærter
1-2 fed hvidløg
1 tsk spidskommen
½ appelsin
Paprika eller groft stødt chili
Tzatziki
1 agurk
1 dl græsk yoghurt 0,1 % eller en anden fast, mager yoghurt
1 fed hvidløg
1 bundt dild
Tilbehør
350 g brød fx en type italiensk brød
1-2 tsk olie
Sådan gør du
Rør kyllingekødet med finthakket bacon, salt, peber, æg og finthakket eller revet løg samt rasp og timian til en sammenhængende og fast fars.
Form 16 frikadeller med en barneske.
Varm olien på en pande ved god varme. Læg frikadellerne på panden. Brun dem 2 minutter på hver side. Skru ned til middel varme og steg frikadellerne 3-4 minutter på hver side til de er gennemstegte. Vend dem jævnligt.
Blend afdryppede kikærter, hvidløg og spidskommen til en tyk puré. Tilsæt 2-3 spsk appelsinsaft til passende konsistens og smag til med salt, peber og paprika eller chili.
Skær agurken igennem på langs og skrab kernerne ud med en teske. Skær agurken i tynde skiver.
Rør yoghurten med knust hvidløg, salt og peber. Smag til. Tilsæt klippet dild og vend agurkerne i lige før servering.
Skær brødet i store tern og sæt det på træspid, læg dem på risten, dryp med olie og lad dem blive gyldne i ovnen ved 220 grader varmluft.
Tips
- I stedet for agurk kan der bruges revne squash uden kerner eller revne rødbeder i yoghurten.
- Hummus kan laves i forvejen og gemmes i køleskabet. Hvis der er noget til overs kan det bruges som ”smør” i sandwich og wrap.
- I stedet for det ristede brød kan de forskellige dele af retten serveres i pitabrød.
- Grovbrød eller rugbrød kan ristes og bruges i stedet for lyst brød.
Energifordeling
Energifordeling og -indhold pr. person
Protein 27%
Kulhydrat 45%
Fedt 28%
2265 kJ - 540 kcal