Kyllingebryst med sauce, agurkesalat, rabarberkompot og mormor-salat

Kyllingebryst med sauce, agurkesalat, rabarberkompot og mormor-salat

Af Vibeke Lehn | Forår, Sommer | Hovedretter | Weekend, Hverdag, Sund hverdagsmad, Slankeretter


Kyllingebryst med sauce, agurkesalat, rabarberkompot og mormor-salat

Tilberedningstid

Ca. 30 minutter, hvis rabarberkompot og agurkesalat er lavet fx dagen før – ellers tager det 1 time.

Det skal du bruge

2 personer

2 kyllingebrystfileter, ca. 275 g
2 dl bouillon
Salt og peber
2-4 stilke persille
Saucejævner
Evt. madkulør

Rabarberkompot – portionen er til 10 personer
450 g rabarberstilke
100 g sukker
½ - 1 lime

Agurkesalat – portionen er til 5 personer
1 agurk
2 spsk salt
1 lille rødløg
4 tsk sukker
4 spsk lys vineddike

Salat med mormordressing
½ hovedsalat, ca. 75 g
3 spsk fløde 9%
½ citron
1 tsk sukker
Evt. purløg

Tilbehør

400 g kartofler med hakket persille

Sådan gør du

Laves dagen i forvejen:
Skær rabarberstilke i passende stykker fx 3-5 cm lange. Læg dem i en gryde med sukker og lidt reven skal og saft af lime. Læg låg på. Tænd på svag varme, og lad det stå til rabarberne begynder at ” safte”. Skru derefter op for varmen, og lad rabarberne blive møre. Det tager kort tid, så hold øje med dem. Hæld kompotten i en skål og lad den afkøle evt. i køleskabet. Portionen er til 10 personer. Den kan gemmes nogle dage i køleskabet.

Laves dagen i forvejen:
Skær agurken i tynde skiver, læg dem i en si, drys salt på og lad det trække 10 minutter. Skyl og tryk agurkeskiverne tørre og bland dem med rødløg i tynde både. Pisk sukker og vineddike sammen til sukkeret er opløst. Hæld det over agurker og løg. Portionen er til 5 persober. Den kan gemmes nogle dage i køleskabet.

Kog kartoflerne.

Læg kødet i en gryde. Hæld bouillon ved. Bring det i kog og skum evt. Tilsæt stilkene fra persillen - toppen bruges til at hakke over kartoflerne. Læg låg på. Kog ved svag varme i ca. 10 minutter, til de er gennemkogte. Tag dem op, og hold dem varme. Si skyen. Tilsæt saucejævner og evt. et par dråber kulør. Smag saucen til med salt og peber.

Skær eller bræk det halve salathoved i passende stykker.
Pisk dressingen sammen af fløde, 1 tsk citronsaft og sukker. Smag den til med salt og peber og lad den stå, til den bliver tykkere i konsistensen. Vend den over salaten umiddelbart før servering og drys evt. med fintklippet purløg.

Tips

  • Kyllingebrysterne kan brunes i en gryde i lidt fedtstof. Tag kødet op og fjern overskydende fedtstof før bouillon kommes ved.
  • Rabarberkompot og agurkesalat kan laves dagen i forvejen. Rester kan gemmes nogle dage i køleskabet.
  • Lime kan udelades i rabarberkompotten. Lime gør den frisk og syrlig.
  • Resten af rabarberkompotten kan bruges til en dessert med fx yoghurt 0,1%.
  • Mormorsalat kan også laves med lys vineddike i stedet for citronsaft.
  • Riv salatbladene i mundrette stykker og læg dem i en skål. Vend dressingen i lige før servering.

Energifordeling

Energifordeling og -indhold pr. person
Protein 33%
Kulhydrat 53%
Fedt 14%
1740 kJ – 415 kcal