Kylling à la Marengo med toastbrød

Kylling à la Marengo med toastbrød

Af Anne Skovgaard-Petersen | Hele året | Hovedretter | Weekend, Fest, Gæster


Kylling à la Marengo med toastbrød

Tilberedningstid

Ca. 1¼ time

Det skal du bruge

4 personer

1 kylling, 1400 g
Salt og peber
2 fed hvidløg
1 gulerod
1 porre
2 dl hvidvin
2 dl bouillon
2 spsk koncentreret tomatpuré
½ citron
1 kvist timian
Evt. lys saucejævner
250 g små champignon
15 g smør
8 skiver sandwichbrød, ca. 400 g
½ bundt persille

Sådan gør du

Del kyllingen i kvarte. Dup kødet tørt med køkkenrulle. Krydr med salt og peber. Varm en gryde eller sauterpande op ved god varme. Læg kyllingestykkerne i gryden med skindsiden nedad. Brun stykkerne på alle sider og tag dem op på en tallerken.

Svits hakket hvidløg samt gulerod og porre i mindre stykker i gryden. Læg kyllingestykkerne oven på grøntsagerne. Tilsæt vin, bouillon, tomatpuré, 1 tsk fintrevet citronskal og timian. Læg låg på og kog ved svag varme 35-45 minutter til kyllingelårene er møre. Jævn evt. saucen med saucejævner.

Rist champignon i smør på en pande. Læg dem ved retten.

Rist brødet i smørret, der er tilbage på panden.

Hak persillen og drys den på brødet eller over retten ved servering.

Tips

  • Skindet på kyllingen kan evt. fjernes før servering.
  • Skindet kan også fjernes før stegning – tilsæt lidt olie i stedet til bruning.
  • Hele lår eller overlår kan bruges i stedet for en hel kylling. Udskæringer uden skind kan bruges, de brunes evt. i lidt olie.
  • Kyllingestykkerne kan flamberes med cognac, inden hvidvin og bouillon hældes ved. Husk at slukke emhætten, mens der flamberes.

Energifordeling

Energifordeling og –indhold pr. person
Hvis kyllingekødet spises med skind
Protein 31%
Kulhydrat 27%
Fedt 42%
3285 kJ – 780 kcal 

Hvis kyllingekødet spises uden skind
Protein 37%
Kulhydrat 37%
Fedt 26%
2445 kJ – 580 kcal