Krydret skinkemignon

Krydret skinkemignon

Af Inge Lotz | Forår, Sommer | Hovedretter | Hverdag, Sund hverdagsmad


Tilberedningstid

Ca. 45 minutter plus marinering af kødet i ½ time til 1 døgn

Det skal du bruge

4 personer

2 skinkemignon a 350 g

Krydderblanding
2 tsk groft salt
¼ tsk peber
1 tsk paprika
1 tsk karry
1 tsk tørret timian

Grøntsager
600 g mellemstore kartofler
400 g små gulerødder
250 g grønne asparges
200 g sukkerærter
kørvel til pynt

Sauce
1 spsk creme fraiche 38%
1 spsk majsstivelse
2-2½ dl suppe fra kogning af kød
salt

Sådan gør du

Kødet
Bland alle ingredienserne til krydderblandingen på en tallerken. Vend mignonerne i krydderblandingen. Læg dem i en plastpose og lad dem trække mindst 30 minutter - gerne 1 døgn - i køleskabet. Vend posen af og til.

Bring 4 dl vand i kog i en stor gryde og læg kødet i. Kog kødet ved svag varme i ca. 20 minutter. Vend det efter 10 minutter. Bruges stegetermometer, skal centrumtemperaturen være 65-70 grader, når kødet tages op. Pak kødet i stanniol til maden er klar. Kødet skæres i tynde skiver.

Grøntsager
Skær skrællede kartofler i store klumper. Halvér gulerødderne på skrå og skær aspargesstilkene i 3-4 stykker. Nip sukkerærterne. Bring suppen fra kødet i kog og kog grøntsagerne heri. Kog først kartofler og gulerødder i 5 minutter. Tilsæt asparges og kog dem i 3 minutter. Tilsæt sukkerærter og kog yderligere i 2 minutter. Tag grøntsagerne op med en hulske og hold dem varme. Gem suppen til saucen. Pynt med kørvel ved servering.

Sauce
Rør creme fraiche og majsstivelse sammen. Bring suppen i kog, pisk creme fraicheblandingen i og lad saucen koge igennem. Smag til med salt.

Energifordeling

Energifordeling og -indhold pr. person
Protein 38%
Kulhydrat 41%
Fedt 21%
1905 kJ - 455 kcal