Krydret ribbenssteg med rodfrugter og julesalat

Sprød og krydret ribbenssteg med velsmagende rodfrugter og fløde- appelsinmarineret julesalat.

Af Briand Funder | Efterår | Hovedretter | Fest, Gæster, Weekend


Tilberedningstid

Ca. 2¼ time

Det skal du bruge

4 personer

1 ribbenssteg, 1-1¼ kg
1 spsk groft salt
1 tsk tørret timian
1 tsk tørret rosmarin
7 laurbærblade

Rodfrugter
1 pastinak
2 persillerødder
2 gulerødder
1/5 knoldselleri
8-10 mellemstore kartofler
2 løg
evt. 12 fed hvidløg
1 tsk tørret timian
1 tsk tørret rosmarin
frisk timian

Salat
3 julesalat eller 2 hjertesalat
2 appelsiner
½-1 dl piskefløde
1 tsk sukker

Sådan gør du

Kød og rodfrugter
Rids sværen helt ned til kødet med ½ cm's mellemrum - men undgå at ridse i kødet. Hvis slagteren har ridset sværen så gå den efter, nogle gange er ridsningen ikke dyb nok - især ikke i siderne. Vær omhyggelig med at få salt og krydderier ned mellem alle sværene. Stik laurbærbladene ned mellem sværene. Læg kødet midt i en stor bradepande og stil bradepanden midt i en kold ovn. Tænd ovnen på 200 grader.
Skær alle grøntsager og kartofler i tern på ca. 1 x 1 cm. Hvidløgene skal være hele.
Vend dem med krydderier, salt og peber og læg dem i bradepanden i et lag på 2-3 cm rundt om kødet. Stil bradepanden i ovnen og steg i 1½ - 1 ¾ time til kødet er gennemstegt. Efter 1 time vendes grøntsagerne i bradepanden, så de steges lige meget. Hvis sværen ikke er helt sprød, så skru ovnen op til 250 grader og steg, til sværen er sprød. Hold øje med at sværen ikke bliver for mørk. Tag stegen ud af ovnen og skær kødet i skiver. Pynt rodfrugterne med frisk timian.

Salat
Snit julesalaten i tynde strimler og læg dem i koldt vand i ca. 15 minutter, så bliver de meget sprøde.
Skær skrællen af appelsinerne og skær appelsinfileter. Pres saften af hinderne og bland den i fløde med sukker, salt og peber.
Lad fløden stå lunt ca. 15 minutter og hæld den over de afdryppede og tørrede strimler julesalat. Pynt med appelsinfileterne.

Tips

  • Rester af ribbenssteg kan bruges som pålæg dagen efter.
  • I stedet for ribbenssteg kan bruges: Nakkefilet - stegetid ca. 2 timer ved 180 grader,
    skanke - stegetid ca. 3 timer ved 180 grader - tilsæt 2 dl væske evt. øl, kam fra gris uden svær - stegetid ¾ - 1 time ved 180 grader. Bruges stegetermometer skal centrumtemperaturen være 65 grader. Hvis grøntsagerne ikke er møre, pakkes kødet i stanniol, mens grøntsagerne steger færdig ca. 15 minutter, evt. ved 200 grader

Energifordeling

Nu hedder det ribbenssteg uden ben fra gris. Før hed udskæringen ribbensteg uden ben fra svin.

Nu hedder det nakkefilet, hel fra gris. Før hed udskæringen nakkefilet, hel fra svin. 

Nu hedder det skank fra gris. Før hed udskæringen skank fra svin.

Nu hedder det kam fra gris. Før hed udskæringen svinekam fra svin.

 


Næringsindhold pr. person  (ca. 800 g af retten): 

Energi: 4590 kJ (1093 kcal)

protein: 55 g

kulhydrat: 52 g

kostfibre: 11 g

fedt: 73 g

 


Energiindhold pr. 100 g:

Energi: 574 kJ (137 kcal)

protein: 7 g

kulhydrat: 7 g

kostfibre: 1 g

fedt: 9 g