Kyllingefrikadeller med tzatziki

Små græske kyllingefrikadeller med citron, hvidløg og krydderurter. Børnene er vilde med de små deller, der også er gode på madpakken dagen efter. Prøv opskriften på en dejlig sommeraften, hvor frikadellerne serveres med frisk, cremet tzatziki og lune pitabrød.

Kyllingefrikadeller med tzatziki

Af Vibeke Lehn

Det skal du bruge

2 personer

400 g hakket kyllingekød, ca. 5% fedt
¾-1 tsk salt
¼-½ tsk peber
1 lille æg
1 løg
¼ bakke frisk basilikum eller 2 tsk tørret
½ citron
1 fed hvidløg
2 tsk olie

Tzatziki
½ agurk
100 g fast yoghurt 0,1% fedt
1 fed hvidløg

Tilbehør

2 grove pitabrød
50 g salat

Ca. 30 minutter


Sådan gør du

1. Rør kyllingekødet med salt, peber, æg og revet løg. Tilsæt 3 spsk snittede basilikumblade, 1 spsk revet citronskal og knust hvidløg. Rør farsen til den er sammenhængende.

2. Lad olien blive varm på en pande ved god varme. Form 16 frikadeller med en barneske.

3. Læg frikadellerne på, når olien er varm nok. Brun dem 2 minutter på hver side. Skru ned til middel varme og steg dem 3-4 minutter på hver side, til de er gennemstegte.

4. Tag frikadellerne af panden og kasser stegefedtet. Gem halvdelen af frikadellerne til senere brug.

5. Skær agurken igennem på langs og skrab kernerne ud med en teske. Skær agurken i tynde skiver. Rør yoghurten med knust hvidløg og tilsæt agurk. Smag til med salt og peber.

6. Lun pitabrødene.

Tips

  • Frikadellerne kan fryses eller bruges i retten: Kyllingefrikadeller med tomat-couscous. Se retten her.
  • Farsen kan også bruges til kødboller.
  • Hakket persille kan bruges i stedet for basilikum i farsen.

Prøv også de lækre kyllingelår i ovn med honning, løg og timian.


energifordeling

Sund hverdagsmad