Kåldolmere - hvidkålsrouletter

Farsen i de fristende kåldolmere er fint pakket ind. Indpakningen består af dampede hvidkålsblade. Det er klassisk mormormad, der smager skønt med brun sauce og persilledryssede kartofler.

Kåldolmere - hvidkålsrouletter

Af Anne Skovgaard-Petersen

Det skal du bruge

4 personer

500 g hakket svinekød
1-1½ tsk salt
½ tsk peber
1 æg
1 løg, ca. 50 g
½-1 dl hvedemel
1-1½ dl mælk, fx minimælk
1 lille hvidkålshoved
evt. kødsnor
2½ dl bouillon - gerne svinebouillon
ca. 1 spsk tomatpuré
25 g smør
saucejævner

Tilbehør

1 kg kartofler
1 bundt persille
100 g syltede agurker i skiver eller agurkesalat

Ca. 1 time


Sådan gør du

Rør kødet med salt. Tilsæt peber, æg og revet løg. Tilsæt melet. Rør herefter mælken i. Stil farsen i køleskab til den skal bruges.

Fjern de yderste blade på hvidkålen. Læg kålen i kogende vand 4-5 minutter, tag den op og tag forsigtigt de 8 yderste blade af en ad gangen. Læg kålbladene 3-4 minutter i kogende vand til de er bløde. Lad dem dryppe af i en si. Skær det nederste grove stykke af midterribben uden at bladene går i stykker.

Bred kålbladene ud på et spækkebræt og fordel farsen på midten af hvert blad. Pak kålen om farsen og bind evt. om pakkerne med en kødsnor eller læg pakkerne med lukningen nedad i en sauterpande eller gryde. Hæld bouillon og tomatpuré ved og lad dolmerne koge ved svag varme under låg i ca. 30 minutter. Tag dem op og lad dem dryppe af i en si.

Kog kartoflerne. Hak persillen.

Lad smørret blive gyldent på en pande ved god varme. Brun kåldolmerne på begge sider. Tilsæt saucejævner til bouillonen. Smag saucen til med salt og peber.

Fjern kødsnor og hæld lidt af saucen over kåldolmerne. Server resten af saucen til.

Tips

  • Krydr farsen med lidt hakket, røget skinke, merian eller basilikum. 
  • Skær den resterende kål i strimler, svits den mør i smør eller margarine med lidt salt og server den til.
  • Saucen kan jævnes med en meljævning.

energifordeling

Energifordeling og -indhold pr. person
Retten med 6% fedt i det hakkede kød
Protein 25%
Kulhydrat 54%
Fedt 21%
2550 kJ - 605 kcal

Retten med 10% fedt i det hakkede kød
Protein 22%
Kulhydrat 50%
Fedt 28%
2750 kJ - 655 kcal

Sund hverdagsmad