Japansk spidskålssalat med stegt flæsk og misodressing

Japansk spidskålssalat med stegt flæsk og misodressing

Af Tina Scheftelowitz | Forår, Sommer | Frokost, Buffet | Gæster, Weekend


Japansk spidskålssalat med stegt flæsk og misodressing

Tilberedningstid

Ca. 40 minutter

Det skal du bruge

4 personer

600 g svinebryst, stegestykke i skiver, ½-1 cm tykke
Salt og peber

Japansk spidskålssalat
Evt. 15 g (1 stor håndfuld) arametang – kan udelades
2 spsk sesamfrø
1 spidskål, ca. 500 g
1 bundt radiser, ca. 100 g radiser
½ rød chili
1 citron
3 ramsløgsblade eller 1 lille bundt purløg

Misodressing
5 spsk miso, gerne hvid, 100 g
Ca. 1 spsk mørk sesamolie
2 spsk flydende honning eller ahornsirup
1 fed hvidløg

Sådan gør du

Riv skallen af citronen - evt. med et citrusjern og sæt den til side.
Bland dressingen af miso, sesamolie, 3 spsk citronsaft, honning og presset hvidløg og smag den til. Den skal være salt-sur-sød-sesamagtig. Pisk lidt vand i, hvis den skal være tyndere og smage mindre kraftig.

Kom tangen i en skål og hæld kogende vand på, og lad den stå 10 minutter eller mere, hæld den i en si og pres resten af vandet ud.
Rist sesamfrøene på en tør pande til de dufter. Ryst jævnligt panden. Sæt til side og brug til pynt.
Snit kålen fint. Skær radiserne i små stave eller skiver. Skær chili igennem på langs og fjern kerner og mellemvægge. Skær chilien i meget små tern.
Bland tang, kål, radiser, chili og revet citronskal. Stil salaten i køleskabet til den skal serveres.
Anret salaten på tallerkenerne og dryp dressingen over.
Skær ramsløg i meget tynde strimler, eller klip purløget i mindre stykker og pynt med det. Drys sesamfrø på salaten.

Skær skiverne af svinebryst i ca. 4 cm strimler – del hver skive i 2-3 stykker.

Stegning på pande:
Dup skiverne tørre med køkkenrulle. Krydr kødet med salt og peber. Varm panden op ved god varme. Brun skiverne ca. 1 minut på hver side. Skru ned til middel varme og vend skiverne jævnligt, til de er gyldne og sprøde. Læg skiverne på køkkenrulle i cirka 1 minut.

Stegning i ovn:
Læg skiverne på risten i en bradepande. Sæt bradepanden øverst i en kold ovn. Tænd ovnen på 225 grader og steg til skiverne er gyldne og sprøde. Læg skiverne på køkkenrulle i cirka 1 minut.

Tips

  • Salaten kan blandes med dressingen og serveres i en skål.
  • Arametang kan købes i helsekostbutikker.
  • Hvis det skal være en mættende hovedret, kan der serveres ris til - og laves mere misodressing, som kan bruges som sauce.

Energifordeling

Energifordeling og -indhold pr. person
Protein 33%
Kulhydrat 22%
Fedt 45%
1665 kJ - 395 kcal