Indbagt oksemørbrad med pære- appelsinsalat og bagte kartofler med hvidløgsdressing

Den supermøre mørbrad af okse er svøbt i en dej krydret med rosmarin og bagt i ovnen. Den får følge af ovnbagte kartofler og en farvestrålende salat. Hurtig og nem gæstemad.

Af Turboholdet Hanssted Skole | Hele året | Hovedretter | Gæster, Fest, Weekend


Indbagt oksemørbrad med pære- appelsinsalat og bagte kartofler med hvidløgsdressing

Tilberedningstid

Ca. 1½ - 2 timer

Det skal du bruge

8-10 personer

Dej
250 g hvedemel (ca. 4 dl)
1 tsk salt
150 g smør
½-1 dl minimælk
½ dl mælk, til pensling
1 tsk tørret rosmarin

16 bagekartofler

Oksemørbrad
1,2 kg oksemørbrad 
Salt og peber
2 tsk smør
1 bundt persille
2 tsk tørret rosmarin

Hvidløgsdressing
2 fed hvidløg
½ l creme fraiche 5% eller 9%
1 spsk sennep
1 tsk sukker
Salt og peber

Pære- appelsinsalat
2 store appelsiner
2 pærer
1 pakke rucola salat, 75 g
1 hjerte salat, 125 g
1½ dl mandler

Sådan gør du

Dej

  1. Bland mel og salt i en skål.
  2. Skær smørret i små stykker og smuldr det i melet, til det ligner revet ost.
  3. Tilsæt mælk og saml dejen hurtigt.
  4. Sæt dejen i køleskabet i mindst ½ time.

Bagte kartofler

  1. Skrub kartoflerne grundigt.
  2. Skær et kryds i oversiden og læg dem i et ovnfast fad eller på en bageplade.
  3. Sæt fadet/pladen i ovnen og tænd på 200 grader.

Oksemørbrad

  1. Puds mørbraden af for sener og overskydende fedt.
  2. Dup kødet tørt med køkkenrulle.
  3. Krydr oksemørbraden med salt og peber.
  4. Smelt smør på en pande ved god varme, det skal bruse af og blive gyldent. Smørret er varmt nok, når det siger lyde, når kødet lægges på.
  5. Brun oksemørbraden på alle sider i 6 minutter i alt.
  6. Tag mørbraden af panden, læg den på et fad og lad den køle af,  så den ikke er varm at røre ved.
  7. Skyl og hak persille groft.
  8. Rist rosmarin og halvdelen af persillen få minutter i resten af smørret.
  9. Rul dejen ud til ca. 30 x 40 cm, og læg den på en bageplade med bagepapir.
  10. Læg mørbraden midt på dejpladen.
  11. Fordel de ristede krydderurter over mørbraden.
  12. Luk enderne af dejen ind over mørbraden.
  13. Fold den ene langside rundt om mørbraden og pensl kanten med lidt vand så den sidder fast.
  14. Fold derefter den anden side omkring.
  15. Tryk kanterne sammen, så dejen ”limer” fast.
  16. Pensl dejen med mælk og drys rosmarin over.
  17. Læg mørbraden i et ovnfast fad og sæt det i ovnen til kartoflerne
  18. Stik et stegetermometer ned i midten af kødet.
  19. Hold øje med termometret og tag kødet ud, når det er passende stegt – se tip. Det tager 35-45 minutter.

Hvidløgsdressing

  1. Pres hvidløg og rør det i creme fraichen.
  2. Rør resten af den hakkede persille, sennep og sukker i.
  3. Smag til med salt og peber.
  4. Hæld dressingen i en lille skål og sæt den i køleskabet.

Pære- appelsinsalat

  1. Skræl appelsinerne og skær dem i små tern.
  2. Skyl pærerne og skær kernehuset væk. Skær dem i både.
  3. Skyl og tør begge salater grundigt.
  4. Skær salaterne i mindre stykker.
  5. Bland det hele i en skål.
  6. Hak mandler groft.
  7. Varm en pande ved middel varme og rist mandlerne til de er lysebrune, 4-5 minutter.
  8. Bland mandlerne i salaten.

Tips

Denne opskrift er lavet af elever fra 6. og 7. klasse på Hanssted Skole i Valby sammen med VoresMad.dk. Opskriften blev udviklet som led i et hjemkundskabsforløb, et såkaldt turboforløb, i vinteren 2012/13.

  • Hvis kødet skal være meget rødt, skal centrumtemperaturen være 55-58 grader.
  • Hvis kødet skal være svagt rosa – gennemstegt, skal centrumtemperaturen være 58-60 grader.
  • Hvis kødet skal være meget svagt rosa – gennemstegt, skal centrumtemperaturen være 60 grader og derover.
  • Dejen laves nemt i foodprocessor. Først kommes mel og smør i, og når det ligner revet ost tilsættes mælk til dejen har den rigtige konsistens.

Energifordeling

Energifordeling og -indhold pr. person
Protein 23%
Kulhydrat 44%
Fedt 33%
2510 kJ – 600 kcal