Hyben-selleri flæsk med kombucha og timian

Dejlig timian-krydret ovnret med selleri i grove stykker i fermenteret te eller øl samt flæsk på toppen. Serveres i fadet med brød og sennep til.

Af Mikkel Karstad | Efterår, Vinter | Hovedretter | Hverdag


Hyben-selleri flæsk med kombucha og timian

Tilberedningstid

Ca. 50 minutter

Det skal du bruge

4 personer

½ knoldselleri, 500 g
6 banan skalotteløg, 120 g
200 g hyben i renset vægt, frosne kan også bruges eller 4 spsk hybensyltetøj
2 tsk salt og friskkværnet peber
400 g stegeflæsk uden svær
5 kviste timian
½ dl olivenolie
1 usprøjtet citron
Salt og friskkværnet peber
1 dl kombucha (fermenteret te - ikke alt for sød) eller hvedeøl

 

Tilbehør

  • 4 skiver brød
  • 2 spsk sennep

Sådan gør du

  1. Tænd ovnen på 160 grader.
  2. Skræl selleri, skyl og skær ud i grove stykker.
  3. Pil skalotteløg, og del i halve på langs.
  4. Fjern stilk og blomst fra hyben, del i halve, og skrab kerner ud med en teske, skær hyben ud i mindre stykker.
  5. Kom selleri, hyben og skalotteløg i et ildfast fad, krydr med salt og friskkværnet peber og vend det hele godt rundt.
  6. Læg skiver af stegeflæsk ovenpå, og drys med plukket timian, fintrevet skal og saft fra citron, olivenolie, og lidt ekstra salt og friskkværnet peber.
  7. Hæld kombucha eller øl i fadet, og bag i 30-40 minutter til flæsk er helt sprødt og gyldent, og selleri, hyben og løg er blevet møre.
  8. Tag fadet ud, og server en god stor skefuld på en tallerken, så du får lidt af det hele.
  9. Server med brød og sennep.

Energifordeling

Energifordeling og -indhold pr. person
Protein 17%
Kulhydrat 26%
Fedt 57%
2209 kJ – 528 kcal