Hjemmelavet rullepølse

Det er slet ikke svært at lave sin egen rullepølse - og også lidt blæret. Servér den til brunch, påske- eller julefrokost, og høst point fra venner og familie. Det er klart respekt i at kreere sit eget pålæg.

Af Anne Skovgaard-Petersen | Hele året | Frokost, Madpakker, Buffet | Sund hverdagsmad, Jul, Weekend


Rullepølse

Tilberedningstid

Ca. ½ time + 3 timers kogetid

Det skal du bruge

Til en rullepølse

Kødet

1 slag, 1-1,5 kg grisebryst
Kødsnor

Krydderiblanding

1 løg
1 spsk salt
2 tsk peber
3 tsk stødt allehånde
2 tsk stødt koriander
1 spsk sukker

Kogelage

Krydderbuket: Timian, persille, laurbærblad
1 løg
3 hele nelliker
10 peberkorn

Sådan gør du

Kødet

  1. Bestil 2 dage i forvejen et afpudset, saltet slag til rullepølse hos slagteren.

Krydderiblanding

  1. Hak løget fint og fordel løg og krydderier på den ene side af kødet.
  2. Rul og snør rullepølsen.
  3. Rullepølsen lægges i en passende gryde og dækkes kun lige med vand tilsat krydderierne til kogelagen.

Kogelage

  1. Kog rullepølsen ved svag varme i 1½-2 timer.
  2. Lad rullepølsen trække ca. 1 time i suppen, før den kommes i rullepølsepresseren. Stil den i køleskabet.
  3. Rullepølsen har godt af at trække et par dage før servering, heraf ½-1 døgn under pres.

Tips

  • Du kan også selv salte slaget. Hertil bruges 1½ spsk salt og ½ spsk sukker.
  • Gnid kødet med salt og sukker og læg det i en plastpose i køleskabet i ca. et døgn.
  • I stedet for at koge rullepølsen kan den steges i ovnen i en sandkageform ved 180 grader i ca. 2 timer.
  • Kogt rullepølse kan kommes i en frostplastpose før den lægges i pres. Det letter rengøringen.
  • Rullepølsen kan også presses ved hjælp af to sandkageforme. Læg rullepølsen i den ene form, stil den anden ovenpå med 5-10 kg vægt på.
  • Rullepølsen kan fryses i 3-4 måneder.
  • Nu hedder det slag af bryst fra gris. Før hed udskæringen slag af svinebryst.

Energifordeling

Næringsindhold pr. rullepølse (ca. 1505 g):
Energi: 12240 kJ (2914 kcal)

Protein: 229 g
Kulhydrat: 40 g
Kostfibre: 12 g
Fedt: 205 g


Energiindhold pr. 100 g:
Energi: 812 kJ (193 kcal)

Protein: 15 g
Kulhydrat: 3 g
Kostfibre: 1 g
Fedt: 14 g