Grisemørbrad gremolata med tomat-artiskoksalat

Aromatisk grisemørbrad krydret med gremolata med tomat-artiskoksalat. Serveres med brød til.

Af Grace Biilmann | Hele året, Sommer | Hovedretter | Gæster, Weekend, Fest, 6 om dagen


Svinemørbrad gremolata med tomat-artiskoksalat

Tilberedningstid

Ca. 45 minutter

Det skal du bruge

4 personer

1 stor afpudset grisemørbrad, ca. 500 g 
Salt og peber
2 tsk olie

Gremolata
1 lille bundt persille
1 fed hvidløg
1 citron

Tomat-artiskoksalat
500 g cherrytomater
6 soltørrede tomater
½ agurk
1 dåse artiskokhjerter i vand, 240 g

Dressing
4 ansjosfileter (kan udelades)
1 tsk olie
½ citron

Tilbehør

Brød, fx italiensk landbrød eller flute, 360 g

Sådan gør du

Hak persillen og hvidløget fint, riv det gule af citronskallen fint og bland det. Tag 2 spsk fra til salaten.

Fjern sølvsenen fra grisemørbraden, hvis ikke den er fjernet. Skær mørbraden ud i 3 cm tykke skiver. Dup kødet tørt med køkkenrulle. Krydr bøfferne med salt og peber og rul kanterne i gremolata. Stil kødet i køleskab.

Halver cherrytomaterne, skær de soltørrede tomater i strimler og agurken i små tern.
Skær artiskokhjerterne i kvarte.

Hak ansjoserne fint og rør dem sammen med olien og 2 spsk citronsaft. Hæld dressingen over tomater og agurk og smag til med salt og peber. Vend artiskokhjerterne i tomatsalaten og drys med gremolata.

Varm olien på en pande ved god varme. Brun bøfferne 1 minut på hver side. Skru ned til middel varme og steg bøfferne 3-4 minutter på hver side til de er lige netop gennemstegte.

Tips

  • Medaljoner af filet royal kan bruges i stedet for mørbrad.
  • Steg mørbradbøfferne 2½-3 minutter på hver side efter bruning, hvis kødet
    ønskes svagt rosa. 
  • Grillede artiskokker på glas kan anvendes i stedet for artiskokker på dåse.
  • Små kartofler kan bruges i stedet for brød som tilbehør.

Energifordeling

Nu hedder det mørbrad afpudset fra gris. Før hed udskæringen svinemørbrad afpudset fra svin.

Nu hedder det medaljon af filet royal, hel fra kam af gris. Før hed udskæringen medaljon af filet royal, hel af svinekam fra svin.

 


Næringsindhold pr. person  (ca. 500 g af retten): 

Energi: 2155 kJ (513 kcal)

protein: 38 g

kulhydrat: 57 g

kostfibre: 12 g

fedt: 12 g

 


Energiindhold pr. 100 g:

Energi: 430 kJ (102 kcal)

protein: 8 g

kulhydrat: 11 g

kostfibre: 2 g

fedt: 2 g



Ca. 225 g frugt og grønt pr. person

6 om dagen logo