Tilberedningstid
Ca. 1 time - plus tid til marinering
Det skal du bruge
3 personer
1 skinkemignon, ca. 350 g
Marinade
1 dl olivenolie
1 citron
1 fed hvidløg
Salt
1 tsk peber
3 stilke frisk rosmarin
1 spsk enebær
Sur-sød peberfrugt
4 peberfrugt i forskellige farver
3 bøftomater
1 skalotteløg
1 fed hvidløg
2 spsk olivenolie
2 spsk hvidvinseddike
1 spsk rørsukker
Frisk basilikum
Kartofler
600 g små kartofler
25 g smør
Frisk timian
Fennikel
2-3 fennikel
Olivenolie
Sådan gør du
Kødet
- Skær skinkemignonen halvt igennem på den lange led - bred den ud, så der dannes en firkant.
- Bed evt. slagteren om at flække mignonen.
Marinade
- Bland marinaden af olie, strimlet skal af en citron, finthakket hvidløg, salt, peber, rosmarinkviste og fint knust enebær.
- Læg kødet i marinaden og stil det i køleskabet i 6-24 timer.
- Vendes nogle gange.
Sur-sød peberfrugt
- Del peberfrugterne på langs i 6-8 stykker hver og fjern kernerne.
- Grill stykkerne på en meget varm grill til skindet bliver sort.
- Afkøl let, fjern skindet og skær peberfrugterne i tern.
- Hak løg og hvidløg fint.
- Kom olivenolien i en gryde, som evt. opvarmes på grillen.
- Svits løg og hvidløg heri.
- Tilsæt tomater, vineddike og sukker.
- Kom peberfrugt i og varm det hele godt igennem.
- Smag til og tilsæt frisk hakket basilikum lige før servering.
Kartofler
- Pak kartoflerne i smurt stanniol i portionsanretninger sammen med en klat smør, timian og salt.
- Læg pakkerne på grillen ca. 25 minutter til de er møre.
Kødet
- Tag mignonen op af marinaden og grill den ca. 6 minutter på hver side, i alt ca. 12 minutter.
- Vend den jævnligt.
- Kødet skal mærkes fast og saftspændt, når det er færdigt.
- Det skal være let rosa til lige netop gennemstegt.
- Centrumtemperaturen bør være ca. 65 grader.
Fennikel
- Skær fennikel i kvarte, vend dem i olie og steg dem på grillen til de stadig har bid.
Tips
- Olivenolie kan blive tyktflydende i køleskab. Derfor kan man få mere smag, hvis man luner krydderierne i olien. Afkøl olien, inden kødet lægges i og det sættes i køleskab. Brug evt. en kraftig fryseplastpose. Hvis der er rigelig marinade, kan der holdes lidt tilbage, inden kødet kommes i. Gem marinaden som er taget fra og brug den til marinering af fennikel.
- Enebær kan knuses fint i morter eller foodprocessor.
- Nogle af kartoflerne kan udskiftes med skrællede jordskokker.
- Nu hedder det skinkemignon fra gris. Før hed udskæringen skinkemignon fra svin.
Energifordeling
Næringsindhold pr. person (ca. 890 g af retten):
Energi: 3630 kJ (865 kcal)
Protein: 34 g
Kulhydrat: 61 g
Kostfibre: 13 g
Fedt: 52 g
Energiindhold pr. 100 g:
Energi: 407 kJ (97 kcal)
Protein: 4 g
Kulhydrat: 7 g
Kostfibre: 2 g
Fedt: 6 g