Tilberedningstid
Ca. 2 timer
Det skal du bruge
6 personer
1 and, ca. 3 kg
Salt og peber
Melonsalat
1 melon, ca. 800 g – fx galia eller honningmelon eller ½ af hver
1 agurk
2 rødløg
½ rød chili
1 lime
1 spsk olie
½ bakke mynte
Squashsalat
150 – 200 g bønner
1-2 spsk pinjekerner
2 fed hvidløg
1-2 squash, ca. 300 g
2 spsk olie
2 spsk balsamico eller anden vineddike
1-2 spsk rosiner
½ bakke basilikum
Tilbehør
6 skiver grovbrød, 210 g
Sådan gør du
Tænd op i grillen med briketter med stor brændværdi.
Skær de yderste vingespidser og halsskindet af anden. Tag posen med indmad ud. Gå anden efter for evt. fjerrester. Fjern gumpen eller kirtlerne på oversiden af gumpen. Fjern rester af indvolde m.v. fra andens indre. Skyl anden. Krydr indvendigt og udvendigt med salt og peber.
Steg anden ved indirekte varme. Dvs kullene lægges ud til siderne eller i den ene side og under anden sættes en foliebakke til opsamling af fedt. Læg anden på risten med ryggen nedad. Læg låg på og steg 45 minutter. Vend anden og steg yderligere 1 time under låg. Tjek om anden er gennemstegt ved at vride/skære låret fri fra kroppen og se om kødsaften er klar.
Skær melonen igennem og fjern kerner og skrællen. Skær melonen i mundrette stykker. Skær agurken igennem på langs. Fjern kernerne med en teske og skær agurkerne i skiver. Skær rødløgene i små tern. Skær chilien igennem på langs og fjern kerner og mellemvægge. Skær chilien i tern. Bland melon, agurk, rødløg og chili i en skål. Lav en dressing af limesaft, olie, salt og peber. Smag den til.
Hæld dressingen over melonsalaten og vend hakket mynte i. Kan stilles i køleskab op til 1 døgn før den skal spises.
Kog bønnerne.
Rist pinjekernerne på en tør pande.
Snit de rensede hvidløgsfed i tynde skiver.
Skær squash i ca. 4 mm tykke skiver på langs. Skær skiverne i ca. 4 cm lange stykker.
Varm lidt af olien på en pande ved god varme. Rist de snittede hvidløg til de er let gyldne, hvis de bliver for mørke, bliver de bitre. Tag hvidløgene af panden. Kom mere olie på panden og steg squashskiverne gyldne på begge sider – et lag ad gangen. Læg squashene i et fad efterhånden, som de er stegte. Kog panden af med balsamico. Krydr med salt og peber. Vend rosiner, pinjekerner, bønner og basilikumblade i. Smag salaten til. Salaten kan laves flere timer i forvejen og stilles i køleskabet, blot man venter med at komme pinjekerner og basilikum på til lige før servering.
Tips
- Bønnerne kan skæres eller rives op midt igennem, hvis man vil have det til at se ekstra flot ud.
- Der kan bruges grønne eller gule voksbønner.
- Den hele agurk kan skrælles i et par striber, det gør den ekstra spændende at se på.
- Andebryster kan grilles i stedet for hel and.
- Andeskindet afsmelter meget fedt, men da vi ikke har tal for det, er der i ernæringsberegningerne regnet med råt skind.
Energifordeling
Energifordeling og -indhold pr. person, når anden spises med skind, og der ikke er kendskab til, hvor meget fedt der smelter fra under stegning
Protein 15 %
Kulhydrat 12 %
Fedt 73 %
4505 kJ – 1070 kcal